Hvad ved vi om angreb på humanitære hjælpearbejdere?

Angreb på humanitære hjælpearbejdere nåede et historisk rekordniveau i 2025 — men hvad driver volden, og virker de internationale beskyttelsesmekanismer overhovedet?

Det politiske spørgsmål

Når hjælpearbejdere dræbes, bliver det straks et politisk spørgsmål: Hvem har ansvaret? Er det stater, der ikke overholder folkeretten? Væbnede grupper, der med vilje målretter sig humanitære aktører? Eller er der noget ved selve den humanitære indsats — dens financiering, dens afsendere, dens retorik — der gør arbejderne til mål?

I 2025 dokumenterede FN's kontor for humanitære anliggender (OCHA) et historisk rekordantal angreb på hjælpearbejdere. Gaza var det mest dødelige enkeltområde. Det satte gang i en international debat om, hvorvidt den humanitære arkitektur — de regler, institutioner og normer, der skal beskytte hjælpere — er brudt fuldstændigt sammen.

Spørgsmålet er ikke bare moralsk. Det er empirisk: Hvad ved vi egentlig om, hvem der angriber, hvorfor og hvornår — og hvad virker?

Det empiriske spørgsmål bag

Det centrale empiriske spørgsmål er tredelt:

Omfang: Hvor mange angreb finder sted, og er vi vidner til en reel stigning eller blot bedre registrering?
Årsager: Hvad forklarer, at hjælpearbejdere i stigende grad angribes — konfliktintensitet, politisk instrumentalisering, anti-aid-retorik eller noget andet?
Beskyttelse: Virker international humanitær ret og de eksisterende sikkerhedsmekanismer i praksis?

Disse spørgsmål er sværere at besvare, end de ser ud. Data er fragmenterede, indsamlet af forskellige organisationer med forskellige definitioner, og mange angreb indberettes aldrig.

Hvad ved vi

Omfang og tendenser

✓✓ Angreb på sundhedsarbejdere og hjælpearbejdere i konfliktzoner er veldokumenterede og stigende over det seneste årti. En analyse af angrebs-data fra 20 konfliktrammede lande i perioden 2016–2024 viser, at vold mod sundhedspersonale og hjælpearbejdere udgør et konsistent og alvorligt folkesundhedsproblem, der forstyrrer nødhjælpslevering og underminerer den humanitære indsats (Mathew & Rizek, 2026).

✓✓ Gaza er i 2025 det farligste enkeltområde for hjælpearbejdere. OCHA's tal, som refereret i Politiken, viser et rekordniveau for dræbte og sårede hjælpearbejdere på verdensplan, med Gaza som den primære drivkraft bag stigningen.

✓ Også Afrika syd for Sahara er hårdt ramt. I Borno-staten i Nigeria har Boko Harams angreb på humanitære operationer tvunget organisationer til at suspendere eller kraftigt begrænse aktiviteter. En undersøgelse af situationen dokumenterer, hvordan angrebet systematisk hæmmer adgangen til nødhjælp for civilbefolkningen (Emmanuel, Ilesanmi & Alimba, 2025).

✓ Angreb rammer bredt: ikke kun dræbte, men også bortførte, sårede og organisationer, der tvinges til at trække sig. Det betyder, at den reelle humanitære konsekvens — målt i mennesker der ikke får hjælp — er langt større end dødstallet alene antyder.

Hvem angriber og hvorfor

✓ Konfliktintensitet og fredsbevarende operationers tilstedeværelse påvirker risikoen for angreb. Forskning af Hoelscher, Miklian og Nygård (2017) viser, at angreb på hjælpearbejdere ikke er tilfældige. De er statistisk forbundet med konfliktdynamikker: I zoner med aktive kampe og svag statskontrol er risikoen markant højere.

✓ Anti-aid-retorik — politisk og militær diskurs, der fremstiller hjælpeorganisationer som partiske, uønskede eller fjendtlige — øger risikoen for angreb på hjælpearbejdere. Hatti Sellers (2024) analyserer, hvordan det at framing hjælpeorganisationer som politiske aktører eller som værktøjer for udenlandske interesser skaber et klima, der legitimerer vold mod dem. Denne mekanisme er ikke ny, men den er intensiveret i takt med, at humanitær bistand er blevet mere politisk omstridt.

✓ Hjælpearbejdere angribes ikke altid som utilsigtede ofre — de er i stigende grad direkte mål. Både i Nigeria og i Gaza peger data på bevidste angreb snarere end tilfældig kollateralskade. Det er en vigtig distinktion, fordi den udfordrer den klassiske forklaring om, at vold mod hjælpere blot er et biprodukt af kaotiske konflikter.

Hvad international humanitær ret siger

✓✓ Humanitære hjælpearbejdere er udtrykkeligt beskyttet under international humanitær ret (IHL). Genève-konventionerne og deres tillægsprotokoller forbyder angreb på personer, der leverer humanitær bistand, forudsat at de optræder upartisk og ikke deltager i fjendtlighederne. Beskyttelsen gælder i princippet over for alle parter i en konflikt — stater såvel som væbnede grupper.

~ Om denne beskyttelse rent faktisk overholdes, er et andet spørgsmål. Der er bred enighed i den akademiske litteratur om, at afstanden mellem retsreglerne og virkeligheden på jorden er betydelig og muligvis voksende.

Hvad ved vi ikke

Vi kender ikke det reelle omfang. Data over angreb på hjælpearbejdere er systematisk underrapporterede. Organisationer, der opererer i farlige zoner, indberetter ikke nødvendigvis hvert enkelt angreb — af sikkerhedshensyn, af frygt for at miste adgang, eller fordi de lokale myndigheder ikke registrerer hændelserne. Det betyder, at selv rekordtal sandsynligvis undervurderer problemet.

Vi ved ikke præcist, hvad der virker forebyggende. Der eksisterer forskellige sikkerhedstilgange — "acceptance" (lokalt samtykke og tillidsopbygning), "protection" (fysisk sikkerhed og eskort) og "deterrence" (diplomatisk og juridisk pres). Men evidensen for, hvilke tilgange der bedst reducerer risikoen under hvilke betingelser, er fortsat begrænset.

Vi ved ikke, om stigningen afspejler en reel global tendens eller primært drives af Gaza. Et enkelt, ekstremt konfliktområde kan flytte globale aggregater dramatisk. Det er uklart, om vi ser en bred, strukturel forværring af respekten for humanitær beskyttelse, eller om 2025-rekorden primært er et produkt af én særlig brutal konflikt.

Vi ved ikke, om anti-aid-retorik er en årsag eller en følgevirkning. Sellers' forskning (2024) identificerer sammenhængen, men kausalitetens retning er svær at fastlægge. Eskalerer retorikken, fordi konflikten eskalerer? Eller skaber retorikken et klima, der selvstændigt øger risikoen for vold?

Hvad eksperter er uenige om

~ Er den humanitære model selv med til at skabe problemet? En del kritikere — herunder forskere i humanitær sikkerhed — argumenterer for, at store internationale organisationer med synlige vestlige afsendere og budgetter uundgåeligt vil blive opfattet som politiske aktører i visse konflikter. Jo mere humanitær bistand er koblet til udenrigspolitiske dagsordener, jo sværere er det at opretholde den neutralitet, der er forudsætningen for beskyttelse. Andre fastholder, at neutralitet og upartiskhed fortsat er den bedste — og eneste realistiske — beskyttelsesmekanisme.

~ Bør hjælpeorganisationer acceptere militær beskyttelse? I konflikter som i Sahel-regionen og tidligere i Afghanistan har spørgsmålet været aktuelt: Øger militær eskorte sikkerheden eller gør den hjælpearbejdere til mål ved at slette skellet mellem humanitære og militære aktører? Der er ingen entydig empirisk konklusion.

~ Er international humanitær ret stadig funktionel som beskyttelsesramme? Nogle forskere og praktikere mener, at IHL trods alt stadig virker som en normativ ramme, der lægger pres på aktørerne. Andre argumenterer for, at normerne er eroderede til det punkt, hvor de ikke længere udgør et reelt incitament for hverken stater eller ikke-statslige aktører til at ændre adfærd.

⚖ Hvad er den rette balance mellem adgang og sikkerhed? Når sikkerhedsforholdene forværres, står organisationer over for et reelt dilemma: Trække sig og efterlade befolkninger uden hjælp, eller blive og udsætte medarbejderne for livsfarlig risiko. Det er ikke et empirisk, men et etisk og organisatorisk spørgsmål — og svaret varierer afhængigt af kontekst, organisationskultur og risikovillighed.

Konklusion

Angreb på humanitære hjælpearbejdere er ikke et nyt fænomen, men 2025-rekorden markerer en kvantitativ og muligvis kvalitativ eskalering. Vi ved med rimelig sikkerhed, at konflikters intensitet, svag statskontrol og anti-aid-retorik alle bidrager til at øge risikoen. Vi ved, at hjælpearbejdere i stigende grad angribes som direkte mål — ikke som tilfældige ofre. Og vi ved, at den internationale humanitære ret i sin nuværende form ikke formår at omsætte sine løfter til reel beskyttelse på jorden.

Hvad vi ikke ved, er næsten lige så vigtigt: Vi mangler robuste data om det reelle omfang, vi har begrænset evidens for, hvad der virker forebyggende, og vi ved ikke, om 2025 repræsenterer et nyt permanent niveau eller et ekstremt år drevet af Gaza.

Det, der er klart, er, at mønsteret kalder på mere end fordømmelse. Det kræver systematisk dataindsamling, uafhængig efterforskning af ansvar og en ærlig debat om, hvorvidt de eksisterende beskyttelsesmekanismer er tilstrækkelige — eller om de skal gentænkes fra grunden.