Hvad driver næsten halvdelen af vælgerne i Sachsen-Anhalt til at stemme på AfD, og hvad fortæller det os om højrenationalismens vælgerbasis i Europa?
Det politiske spørgsmål
AfD fik næsten 44 procent af stemmerne ved delstatsvalget i Sachsen-Anhalt i september 2026. Det er det stærkeste resultat nogensinde for et højrenationalistisk parti i en tysk delstatsafstemning. Ikke en protestbevægelse i randområdet — et dominerende flertal.
Resultatet rejser et presserende spørgsmål: Er vi vidner til en normalisering af ekstremhøjre i EU's største økonomi? Og hvad ved vi egentlig om, hvem der stemmer på den slags partier, og hvorfor?
Det spørgsmål har direkte betydning for dansk udenrigspolitik. Et AfD-domineret Sachsen-Anhalt sender signaler til Berlin. Et Berlin under stigende pres fra høreradikale vælgere sender signaler til Bruxelles. Og Bruxelles bestemmer i høj grad rammerne for dansk migrationspolitik, energipolitik og sikkerhedspolitik.
Det empiriske spørgsmål bag
Hvornår er støtte til højrenationalisme et udtryk for proteststemning, og hvornår er det et udtryk for egentlig ideologisk tilslutning? Og hvilke strukturelle faktorer — økonomi, demografi, geografi, kultur — kan forklare, at næsten halvdelen af vælgerne i en tysk delstat i 2026 sætter kryds ved et parti, der i mange år blev betragtet som uacceptabelt i den politiske mainstream?
Det er det empiriske spørgsmål, denne artikel forsøger at besvare.
Hvad ved vi
Geografi og den indre splittelse i Tyskland
✓✓ Det er veletableret, at AfD konsekvent klarer sig markant bedre i de østlige delstater end i vest. Sachsen-Anhalt, Sachsen og Thüringen er kerneområderne. Det er ikke tilfældigt: De østtyske delstater har en anden historisk, demografisk og økonomisk profil end vest. Fraflytning, aldrende befolkninger, lavere gennemsnitsindkomster og en arv efter DDR's statsapparat præger regionerne.
Det er vigtigt at understrege, at 44 procent ikke betyder, at 44 procent af østtyskerne er højreradikale i ideologisk forstand. Det betyder, at en bred koalition af vælgere — med meget forskellig motivation — har valgt det samme parti.
Unge vælgere: en ny og bekymrende trend
✓ Forskning fra 2025 viser, at ungdomsstøtte til AfD i Østtyskland ikke kan reduceres til en simpel protestreaktion. Anne Heinze og Timon Scheuer dokumenterer i studiet Growing Up Far Right? (2025), at unge vælgere i Østtyskland i stigende grad støtter AfD, og at de underliggende drivkræfter er mere sammensatte end hidtil antaget. Forskningen peger på, at socialisering i miljøer, hvor AfD-støtte er normaliseret, spiller en selvstændig rolle — ud over rent økonomiske forklaringer.
Det er et vigtigt fund: Hvis støtten reproduceres generationelt, er der tale om noget mere solidt end en midlertidig proteststemme.
Migration som katalysator, ikke eneste forklaring
✓✓ Migration er konsekvent det issue, der driver vælgere til højrenationalistiske partier på tværs af Europa. Mesut Şöhret dokumenterer i The Rise of Far-Right Parties in Europe and Their Impact On Migration Policies (2025), at stigningen i højrepartier i Europa er direkte koblet til migrationsdebatten, og at disse partier aktivt har formet den politiske dagsorden på asyl og indvandring — ikke blot reageret på den.
Det betyder, at det ikke er nok at pege på migration som årsag. Højrepartierne har selv været med til at gøre migration til det dominerende politiske spørgsmål, og det har i sig selv tiltrukket vælgere.
Nationalisme som ramme, ikke kun som protest
✓ Daphne Halikiopoulou argumenterer i What is new and what is nationalist about Europe's new nationalism? (2018) for, at det er en fejltagelse at behandle fremgangen for højrenationalisme udelukkende som et udtryk for protest mod etablissementet. Der er et reelt ideologisk indhold: en ekskluderende nationalisme, der definerer fællesskabet snævert og opfatter migration og kulturel forandring som eksistentielle trusler.
Det er ikke et nyt fænomen, men det er intensiveret. Halikiopoulou peger på, at kombinationen af økonomisk usikkerhed og kulturel angst skaber en særlig grobund, der er sværere at adressere med rent materielle politiske svar.
Retorik og polarisering
~ Forskning i AfD's valgkampretorik viser, at partiet systematisk bruger antagonisering — en "os mod dem"-logik — som kommunikationsstrategi. M. Bulatovs komparative studie fra 2024 sammenligner AfD's retorik med det russiske LDPR og finder, at begge partier anvender en høj grad af fjendebilleddannelse over for både indre og ydre fjender. Studiet er komparativt og siger ikke i sig selv noget om, hvorvidt denne retorik er årsag eller effekt — men det dokumenterer, at retorikken er central for partiernes identitet og mobiliseringsevne.
Hvad ved vi ikke
Der er betydelige huller i vores viden.
Vi ved ikke præcist, hvor mange af AfD's vælgere der er ideologisk overbeviste, og hvor mange der primært stemmer i protest. Vælgerundersøgelser kan måle holdninger, men de kan ikke afgøre, hvad der er den dybeste motivation. Det er heller ikke en dikotomi — man kan have begge motivationer på én gang.
Vi ved ikke, om ungdomstrenden holder. Heinze og Scheuers studie fra 2025 dokumenterer en bekymrende trend, men forskningen er endnu ikke i stand til at sige, om unge AfD-vælgere vil bevare denne politiske orientering gennem livet, eller om de bevæger sig mod andre partier, når de etablerer sig.
Vi ved ikke, hvad der vil ske med AfD, hvis partiet faktisk opnår regeringsmagt. Historisk set er der eksempler på, at højreradikale partier mister vælgere, når de kommer i regering og må kompromittere sig. Der er også eksempler på det modsatte.
Vi ved ikke, om 44 procent er et loft eller et gulv. Det er det stærkeste resultat nogensinde — men det fortæller os ikke, om vælgerpotentialet er udtømt, eller om partiet kan vokse yderligere.
Hvad eksperter er uenige om
Er det primært økonomi eller primært kultur?
~ Der er en klassisk faglig uenighed om, hvad der vejer tungest: materielle faktorer (arbejdsløshed, lønnedgang, geografisk marginalisering) eller kulturelle faktorer (identitet, nationalisme, modstand mod migration og kulturel forandring).
De fleste forskere er i dag enige om, at begge dimensioner spiller en rolle — men de er uenige om vægtningen. Nogle argumenterer for, at kulturel angst er den primære motor, og at det er en fejl at tro, at bedre økonomi i Østtyskland automatisk ville reducere AfD's opbakning. Andre fastholder, at den geografiske og socioøkonomiske skævhed mellem øst og vest er den strukturelle grundforklaring, og at kulturelle faktorer er sekundære.
Er det normalisering eller polarisering?
~ Et andet stridspunkt er, om fremgangen skal forstås som normalisering — at ekstremhøjre er ved at blive mainstream — eller som polarisering, hvor en stor gruppe vælgere radikaliseres, mens resten af befolkningen bevæger sig den anden vej.
Hvis det er normalisering, er implikationen, at de øvrige partier skal tilpasse sig en ny politisk virkelighed. Hvis det er polarisering, er implikationen, at samfundet er ved at fragmentere sig på en måde, der gør konsensuspolitik vanskeligere. Begge diagnnoser har meget forskellig politisk medicin.
Kan mainstream-partier stjæle AfD's vælgere ved at flytte sig til højre?
⚖ Dette er både et empirisk og et værdipolitisk spørgsmål. Empirisk set er der eksempler fra andre europæiske lande — ikke mindst Frankrig og Sverige — på, at mainstream-partiers højredrejning på migrationspolitik ikke nødvendigvis reducerer støtten til de egentlige højrenationalister. Nogle studier tyder på, at det tværtimod legitimerer højrepopulisternes dagsorden og tiltrækker flere vælgere til dem. Men der er ikke enighed, og konteksten varierer meget fra land til land.
Som værdispørgsmål handler det om, hvad demokratiets partier skylder hinanden og vælgerne: om man skal møde vælgerne, der hvor de er, eller om man skal fastholde grænser for, hvad der er acceptabelt politisk indhold.
Konklusion
AfD's resultat på næsten 44 procent i Sachsen-Anhalt er ikke primært et mysterium — det er en aflæsning af strukturer, som forskningen har identificeret over mange år. Geografi, historisk arv, ungdomssocialisering i miljøer hvor støtten allerede er normaliseret, migration som politisk lynafledning, og en konsekvent fjendebilledretorik. Alt dette er dokumenteret.
Men resultatet er alligevel et brud. 44 procent er et tal, der sprænger den kategori, vi plejer at reservere til "protest" eller "randparti". Det er en ny normalitet — i hvert fald i Sachsen-Anhalt i 2026.
Det, forskningen er mest sikker på, er dette: Højrenationalismens fremgang i Europa drives ikke af én enkelt faktor, og den forsvinder ikke af sig selv. Den har rødder i både materielle og kulturelle forhold, den reproduceres generationelt, og den har aktivt formet den politiske dagsorden — ikke bare reageret på den.
Det, vi ved mindst om, er: Hvad der sker, når og hvis partiet får reel magt — og om ungdomstrenden betyder, at vi ser begyndelsen til en varig forskydning af den tyske politiske geografi.
For dansk udenrigspolitik betyder det, at man bør kalkulere med et Tyskland under vedvarende indre politisk pres fra højre — et pres, der vil sætte fingeraftryk på EU's migrations-, energi- og sikkerhedspolitik i de kommende år.