Hviler danske milliardplaner for klimasikring på et tilstrækkeligt sikkert vidensgrundlag, eller risikerer vi at bruge for mange penge på det forkerte?
Konklusion
Danmark planlægger massive investeringer i klimatilpasning — diger, regnvandssystemer, kystbeskyttelse og grønne løsninger — men mindst én fremtrædende forsker advarer om, at planerne er bygget på usikre fremskrivninger og kan ende med at overskyde det reelle behov. Vidensgrundlaget er reelt tvedelt: vi ved med stor sikkerhed, at klimaet ændrer sig og vil give mere ekstremregn og stigende havniveau. Men de præcise tal for, hvor meget og hvornår, er stadig omgærdet af betydelig usikkerhed — og det er netop de tal, der afgør om en given investering er nødvendig eller overdreven.
Nøglepunkter:
- Havniveauet stiger, og ekstremregn bliver hyppigere — det er veletableret. ✓✓
- De præcise lokale fremskrivninger, som kommuner baserer anlægsplaner på, er langt mere usikre. ~
- En forsker advarer om, at vi risikerer at dimensionere for store løsninger til for høje priser. ~
- Der er faglig uenighed om, hvordan man afvejer risikoen for at gøre for lidt mod risikoen for at gøre for meget. ⚖
- Kommunerne har i dag begrænset vejledning i, hvordan usikkerhed bør indgå i investeringsbeslutninger.
Det politiske spørgsmål
Klimatilpasning er ikke længere et fremtidsscenarie — det er en budgetpost. Kommuner over hele landet er i gang med eller planlægger omfattende projekter: hævede diger langs kysterne, underjordiske bassiner til regnvand, oversvømmelsesparker og omdannelse af asfaltflader til grønne områder, der kan optage vand. Investeringerne løber op i milliarder af kroner.
Men hvad sker der, hvis fremskrivningerne ikke holder? Hvad hvis havniveauet stiger mindre end frygtet, eller stormfloderne ikke bliver så hyppige som modellerne antyder? Så har vi bygget for dyrt, dimensioneret for stort og brugt offentlige midler på løsninger, der var dyrere end nødvendigt.
Det er kernen i den advarsel, som en forsker for nylig fremførte i Altinget: vi risikerer at overinvestere i klimatilpasning, fordi de tal vi planlægger efter, er mere usikre end mange beslutningstagere er klar over.
Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt klimaet ændrer sig. Det er et spørgsmål om, hvor præcist vi kan forudsige det — og hvad det koster os, hvis vi tager fejl i den ene eller den anden retning.
Det empiriske spørgsmål bag
Det centrale videnskabelige spørgsmål er: Hvor pålidelige er de klimafremskrivninger, som danske kommuner og statslige myndigheder bruger som grundlag for milliardinvesteringer?
Det opdeler sig i mindst tre underspørgsmål:
- Havniveau: Hvor meget stiger det, og hvornår — og hvor stor er usikkerheden på de lokale estimater?
- Ekstremregn: Bliver kraftig nedbør hyppigere og mere intens, og i givet fald med hvilken margin?
- Beslutningslogik: Hvordan bør usikkerhed indgå i investeringsbeslutninger — og hvem har ansvar for at vejlede kommunerne i det?
Hvad ved vi
Klimaet ændrer sig — det er veletableret ✓✓
Det er ikke til diskussion, at det globale klima ændrer sig som følge af menneskeskabte drivhusgasudledninger. Temperaturen stiger, havniveauet stiger, og vejrmønstre ændrer sig. Det er understøttet af årtiers forskning og bekræftet af internationale klimapaneler.
For Danmark og resten af Nordeuropa betyder det konkret:
- Stigende havniveau langs kysterne
- Mere intens nedbør over kortere perioder
- Øget risiko for oversvømmelse — både fra havet og fra regnvand i byerne
Klimatilpasning er nødvendig og har mange former ✓
Kommunernes behov for at handle er reelt. Københavns Universitet beskriver i en vidensoversigt en bred vifte af tekniske og grønne løsninger, som kommuner kan bruge til at implementere klimatilpasningsstrategier — fra fjernelse af fast belægning og erstatning med grønne arealer til egentlige anlægsarbejder som bassiner og diger. Pointen er, at der ikke er én løsning, men mange — og at valget af løsning bør afhænge af det lokale behov og den lokale risiko.
Usikkerheden i fremskrivningerne er reel ~
Her begynder kompleksiteten. Globale klimamodeller er relativt robuste i deres overordnede konklusioner. Men når man skal oversætte dem til lokale fremskrivninger — eksempelvis: hvor meget stiger havniveauet ud for Køge Bugt i 2075, og hvor mange millimeter regn kan vi forvente i en 100-års hændelse over København? — vokser usikkerheden markant.
Det skyldes flere faktorer:
- Fremtidige udledninger afhænger af politiske beslutninger, der endnu ikke er truffet
- Havisens og indlandsisens dynamik er svær at modellere præcist
- Lokale faktorer som landhævning eller -sænkning varierer
- Ekstremhændelser er pr. definition sjældne, hvilket gør det statistisk svært at estimere deres frekvens
Det betyder ikke, at fremskrivningerne er ubrugelige. Men det betyder, at de er forbundet med intervaller og usikkerheder, som ikke altid kommunikeres tydeligt videre til de beslutningstagere, der skal bruge dem.
Hvad ved vi ikke
Den præcise lokale udvikling ~
Vi ved ikke med sikkerhed, præcis hvor meget havniveauet stiger ved de danske kyster inden for de næste 50-100 år. Fremskrivningerne opererer med scenarier — ikke forudsigelser. Scenarierne afhænger af, hvilken udledningsbane verden ender på, og af isens adfærd, som stadig er et aktivt forskningsfelt.
Frekvensen af fremtidige ekstremhændelser ~
Modellerne kan indikere en retning — mere intens nedbør, flere stormfloder — men den præcise frekvens og intensitet er usikker. Når en kommune dimensionerer et regnvandsbassin til en "100-års-hændelse", er det et estimat baseret på historiske data og modeljusteringer, ikke en præcis naturlov.
Hvad det rigtige investeringsniveau er ⚖
Dette er delvist et empirisk spørgsmål, men i høj grad også et værdispørgsmål: Hvor stor en risiko er det acceptabelt at løbe? Hvem bærer omkostningen, hvis vi investerer for lidt — og hvem bærer den, hvis vi investerer for meget? De svar afhænger ikke kun af data, men af politiske prioriteringer og fordelingshensyn.
Hvad eksperter er uenige om
Er vi ved at overinvestere — eller er det bedre at være på den sikre side?
Den faglige uenighed handler grundlæggende om, hvordan man skal håndtere usikkerhed i store, langsigtede infrastrukturinvesteringer.
Ét synspunkt — som fremføres i Altinget-artiklen — er, at usikkerheden i klimafremskrivningerne er så stor, at vi risikerer at planlægge og investere som om de mest alvorlige scenarier er sikre, selvom de langt fra er det. Konsekvensen kan være, at vi bruger milliarder på løsninger, der er overdimensionerede i forhold til den risiko, der faktisk materialiserer sig.
Et modsatrettet synspunkt er, at det præcis er usikkerheden, der taler for at handle tidligt og robust. Klimarisici er asymmetriske: konsekvenserne af at handle for lidt kan være katastrofale og irreversible, mens konsekvenserne af at handle for meget "blot" er spildte penge. Fra dette perspektiv er det rationelt at investere i den høje ende af usikkerhedsintervallet.
Ingen af positionerne er videnskabeligt forkerte — de afspejler forskellige måder at håndtere risiko og usikkerhed på, og forskellige vurderinger af, hvad det koster at tage fejl.
Hvem har ansvar for at kommunikere usikkerheden?
Et andet stridspunkt er, om klimaforskere, myndigheder og rådgivere er gode nok til at formidle usikkerheden i fremskrivningerne til de kommunale beslutningstagere, der skal bruge dem. Kommunernes klimatilpasningsplaner bygger på faglige anbefalinger, men det er ikke altid klart, i hvilken grad usikkerhedsintervallerne er synlige og forstået i den politiske beslutningsproces.
Vidensoversigten fra Københavns Universitet peger på, at kommunerne har brug for solid viden om tekniske løsningers effekt — men spørgsmålet om, hvordan usikkerhed i selve behovsestimatet kommunikeres og håndteres, er stadig uafklaret.
Er adaptive strategier bedre end store anlæg? ~
En tredje uenighed handler om, hvilken type løsninger der er mest robuste under usikkerhed. Nogle forskere argumenterer for, at fleksible og adaptive løsninger — som kan skaleres op eller ned efterhånden som viden forbedres — er at foretrække frem for store, irreversible anlægsinvesteringer. Andre mener, at de store anlæg er nødvendige netop fordi de tager tid at planlægge og bygge, og man ikke kan vente til usikkerheden er reduceret.
Konklusion
Forskeren, der advarer om risikoen for overinvestering, rejser et legitimt og vigtigt spørgsmål — ikke fordi klimarisikoen er overdrevet, men fordi beslutningskvaliteten afhænger af, at usikkerheden i vidensgrundlaget er synlig og eksplicit.
Vi ved med stor sikkerhed, at klimaet ændrer sig, at havniveauet stiger, og at ekstremregn bliver et større problem i Danmark. Det taler for handling. Men de præcise tal, som afgør om et konkret dige skal være to meter eller fire meter højt, eller om et regnvandsbassin skal dimensioneres til en 50-års- eller en 100-års-hændelse, er baseret på fremskrivninger med reelle og betydelige usikkerhedsmargener.
Politikere i Folketinget og i kommunalbestyrelserne bør stille krav om, at usikkerheden i disse tal er synlig i beslutningsgrundlaget — ikke for at undgå at handle, men for at handle klogt. Det indebærer at overveje adaptive strategier, der kan justeres efterhånden som viden forbedres, frem for at låse sig fast i store anlæg baseret på punktestimater, der kan vise sig at være for høje eller for lave.
Ingen af de to fejltyper — at gøre for lidt eller at gøre for meget — er gratis. Det er en erkendelse, der bør præge debatten om klimatilpasningens omfang og tempo.