= Hvad ved vi om...

Hvad ved vi om WHO's finanskrise og risikoen for fem millioner ekstra HIV-smittede?

← Hvad ved vi om...
sundhed 7 min. læsning

USA's udtræden af WHO og nedskæringer i global sundhedsbistand kan ifølge epidemiologiske modeller føre til millioner af ekstra HIV-smittede — men hvor sikre er de tal, og hvad sker der faktisk på jorden?

Konklusion

USA har trukket sig fra WHO og suspenderet store dele af sin globale sundhedsbistand. Det rammer hårdt: USA finansierede omkring en femtedel af WHO's budget og er den suverænt største enkeltbidragyder til den globale HIV-indsats. Epidemiologiske modeller peger på, at op til fem millioner ekstra mennesker kan blive smittet med HIV over de kommende år, hvis hullerne ikke fyldes. Det er et realistisk worst-case-scenarie — ikke en garanti — men usikkerheden går i én retning: nedskæringerne øger smitterisikoen. Hvad der ikke er sikkert, er om andre lande og donorer kan kompensere, og i hvilken takt.

Det politiske spørgsmål

I januar 2025 underskrev præsident Donald Trump en ordre om at trække USA ud af WHO. Samtidig suspendte hans administration store dele af den amerikanske udenlandske sundhedsbistand, herunder midler til PEPFAR (President's Emergency Plan for AIDS Relief), som siden 2003 har været hjørnestenen i den globale kamp mod HIV.

Det satte gang i en international diskussion: hvad betyder det konkret for mennesker i lav- og mellemindkomstlande, der er afhængige af amerikanske midler til HIV-behandling, forebyggelse og testprogrammer? Og hvad er de faktiske tal bag advarslerne?

I Danmark har tidligere Sundhedsstyrelse-direktør og nuværende WHO-rådgiver Søren Brostrøm advaret om, at verden risikerer fem millioner ekstra HIV-smittede som følge af krisen. Det er et konkret tal, der kalder på konkret eftersyn.

Det empiriske spørgsmål bag

Bag det politiske drama ligger et epidemiologisk spørgsmål: hvad sker der med HIV-epidemien, hvis den amerikanske finansiering til behandling og forebyggelse falder bort eller reduceres markant?

Det er et spørgsmål, man kan besvare med modeller — men modeller er ikke forudsigelser. De viser, hvad der sker hvis bestemte antagelser holder. Og i dette tilfælde er der flere store usikkerhedsfaktorer: hvor meget finansiering forsvinder reelt, over hvor lang tid, og kompenserer andre donorer?

Hvad ved vi

USA's rolle i global HIV-finansiering er uden sidestykke ✓✓

USA er langt den største enkeltbidragyder til den globale HIV-indsats. Gennem PEPFAR har USA siden 2003 brugt over 100 milliarder dollars på HIV-programmer globalt. Derudover er USA den største donor til The Global Fund to Fight AIDS, Tuberculosis and Malaria, som koordinerer en stor del af den globale indsats. Ifølge The Global Fund stod USA for en meget betydelig del af organisationens samlede finansiering — penge der går direkte til medicin, testkit og sundhedspersonale i Afrika syd for Sahara og andre hårdt ramte regioner.

Nedskæringerne er allerede i gang ✓✓

Det er ikke en hypotetisk fremtid. Ifølge Science/AAAS har det amerikanske udenrigsministerium ikke frigivet alle de midler, som CDC (Centers for Disease Control and Prevention) skulle bruge til at holde vitale AIDS-programmer kørende. Programmer er blevet sat på pause, kontrakter opsagt, og lokalt sundhedspersonale i en række lande har mistet løn eller arbejde. Det skaber øjeblikkelige huller i behandlingskæder — og afbrudt HIV-behandling øger både smitterisikoen og risikoen for, at virusset udvikler resistens over for medicin.

Modeller peger på alvorlige konsekvenser ✓

En analyse publiceret i JAMA Network Open og omtalt i PMC-databasen har modelleret konsekvenserne af amerikansk tilbagetrækning fra global sundhedsbistand. Modellen estimerer, at et fuldt stop for PEPFAR-finansiering over fem år kan føre til op mod 600.000 ekstra HIV-dødsfald og betydeligt flere nye smittetilfælde. Bredere scenarier, der inkluderer tab af WHO-finansiering og reduceret adgang til forebyggelsesprogrammer, kan ifølge samme typer af modeller trække tallet på ekstra smittetilfælde op mod de fem millioner, som Brostrøm refererer til.

Det er dog vigtigt at understrege: dette er modellerede worst-case-scenarier baseret på antagelsen om, at finansieringen falder fuldstændigt bort, og at ingen andre donorer kompenserer.

WHO's budget er allerede under pres ✓✓

USA bidrog med ca. 18 procent af WHO's samlede budget. En analyse i PubMed beskriver, hvordan USA's exit skaber akut usikkerhed for WHO's evne til at reagere på udbrud, koordinere nødrespons og opretholde globale sundhedsprogrammer — særligt i lav- og mellemindkomstlande, der ikke har egne systemer til at overtage opgaverne.

Konsekvenserne rammer skævt ✓✓

Det er ikke rige lande, der bærer byrden. Det er primært lande i Afrika syd for Sahara, Sydøstasien og dele af Latinamerika, der er afhængige af ekstern finansiering til HIV-behandling. En analyse i PubMed understreger, at USA's tilbagetrækning forværrer den globale sundhedsulighed og rammer de mest sårbare befolkninger hårdest — mennesker, der ikke har adgang til nationale sundhedssystemer, som kan overtage.

Hvad ved vi ikke

Om hullet bliver fyldt — og af hvem

Det centrale ukendte er, om EU, andre G7-lande, private fonde eller nye donorer som Kina og Golfstaterne vil kompensere for de amerikanske midler. Hidtil har signalerne været blandede. Europa har udtrykt bekymring, men ikke fremlagt finansiering i samme størrelsesorden. The Global Fund har advaret om alvorlige mangler, men det er endnu uklart, i hvilken takt og omfang hullet faktisk opstår.

Præcis hvor mange programmer der reelt lukker ned

Nedskæringerne er delvist juridisk omstridte i USA — domstole har på tidspunkter blokeret for visse suspensioner. Det gør det vanskeligt at fastslå præcist, hvilke programmer der er permanent lukkede, hvilke der er midlertidigt stoppede, og hvilke der kører videre under ny finansiering.

De langsigtede epidemiologiske effekter

Modellerne opererer med en række antagelser om, hvor hurtigt smitte spreder sig, når behandlingskæder brydes, og hvor effektive forebyggelsesprogrammer er. Disse antagelser er baserede på historiske data, men HIV-epidemien er ikke statisk — og effekten af kortvarige afbrydelser er svær at adskille fra effekten af permanent kapacitetstab.

Hvad eksperter er uenige om

~ Kan andre donorer reelt kompensere?

Nogle eksperter argumenterer for, at Europa og multilaterale organisationer kan og bør udfylde hullet — og at krisen kan blive en katalysator for mere diversificeret global sundhedsfinansiering, der er mindre sårbar over for amerikanske politiske skift. Andre mener, at den amerikanske indsats er så stor og så specifikt organiseret, at der ikke findes realistiske alternativer på kort sigt. Der er ingen konsensus.

~ Hvor store er de faktiske konsekvenser for HIV specifikt?

Tal som "fem millioner ekstra smittede" stammer fra modeller med specifikke antagelser. Epidemiologer er generelt enige om, at konsekvenserne vil være alvorlige — men der er faglig diskussion om præcis hvilke scenarier der er mest realistiske, og om tallene er baseret på worst-case eller sandsynlige udfald. Det er ikke udtryk for, at eksperter afviser bekymringen — men at der er reel usikkerhed om størrelsesordenen.

⚖ Hvad er USA's ansvar for global sundhed?

Dette er i bund og grund et værdispørgsmål. Tilhængere af den amerikanske tilbagetrækning argumenterer for, at USA ikke har en forpligtelse til at finansiere global sundhed på andres vegne, og at WHO ikke fungerer effektivt. Kritikere svarer, at USA har underskrevet internationale forpligtelser, og at konsekvenserne af tilbagetrækningen er forudsigelige og uacceptable. Saglighed.dk tager ikke stilling til dette — det er en politisk og etisk afvejning, ikke et empirisk spørgsmål.

Konklusion

Det empiriske billede er klart nok til at tage alvorligt: USA's tilbagetrækning fra WHO og suspension af sundhedsbistand rammer allerede nu konkrete programmer for HIV-behandling og forebyggelse i lav- og mellemindkomstlande. Modeller peger på, at konsekvenserne kan måles i hundredtusindvis af ekstra dødsfald og millioner af ekstra smittetilfælde over de kommende år.

Tallet "fem millioner ekstra HIV-smittede" er et worst-case-scenarie fra epidemiologiske modeller — ikke en sikker forudsigelse. Men usikkerheden går ikke i retning af, at konsekvenserne er uden betydning. De går i retning af, at vi ikke kender det præcise omfang endnu.

Det, vi ved med sikkerhed, er at afbrudt HIV-behandling har direkte, målbare konsekvenser for enkeltpersoner — og at hullerne i finansieringen allerede er reelle. Hvad vi endnu ikke ved, er om det internationale samfund formår at kompensere tilstrækkeligt, og hvor hurtigt.

Kilder

= Læs vores metodedokument →