Når over halvdelen af de udvalgte skoler takker nej til PISA, opstår et metodisk kernespørgsmål: kan de danske resultater stadig bruges til internationale sammenligninger?
Det politiske spørgsmål
Danmarks PISA-resultater falder. Det viser den seneste undersøgelse fra 2025 med al tydelighed — særligt i læsning, men også i matematik og naturfag. Faldet er større end i de fleste sammenlignelige lande, og det afføder politisk pres for at handle.
Men bag overskrifterne om faldende karakterer gemmer sig et spørgsmål, der sjældent stilles højt nok: Kan vi overhovedet stole på tallene?
215 ud af 398 udvalgte skoler — over halvdelen — takkede nej til at deltage i PISA 2025. Det er rekordmange. Og det er ikke et teknisk detaljeproblem. Det er et grundlæggende spørgsmål om, hvad vi egentlig ved, når vi bruger de danske resultater til at konkludere noget som helst om dansk skole.
Det empiriske spørgsmål bag
Enhver undersøgelse bygger på en antagelse: at dem, der deltager, ligner dem, der ikke deltager. Når den antagelse ikke holder, taler man om selektionsbias — en systematisk skævhed i hvem der er med.
Ved en frafaldsrate på over 50 procent er den antagelse alvorligt udfordret. Spørgsmålet er ikke om der er bias, men hvor stor den er, og i hvilken retning den trækker.
Konkret rejser det tre empiriske delspørgsmål:
- Hvem takkede nej? Fravalgte skoler fra bestemte typer — fx skoler med mange ressourcesvage elever, skoler under pres, skoler med stor arbejdsbyrde?
- Hvad betyder det for gennemsnittet? Trækker frafaldet resultatet kunstigt op eller ned i forhold til virkeligheden?
- Kan OECD's vægtningsmodel kompensere? Internationale undersøgelser bruger statistiske teknikker til at justere for skævt frafald — men kun op til et vist punkt.
Hvad ved vi
Resultaterne falder — det er sikkert ✓✓
VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd), der er ansvarlig for den danske del af PISA, konkluderer klart: danske elevers resultater fortsætter med at falde i 2025. Tilbagegangen ses i læsning, matematik og naturfag. Faldet er større end gennemsnittet for de lande, Danmark normalt sammenligner sig med.
Dertil viser PISA 2025, at 60 procent af de adspurgte elever svarer, at de er kommet for sent inden for de seneste to uger, 30 procent at de har pjækket fra timer, og 28 procent at de har pjækket en hel skoledag. Det er ikke kun testresultater — det er et billede af en skolekultur under pres.
Frafaldsprocenten er historisk høj ✓✓
Politiken har afdækket, at 215 ud af 398 udvalgte skoler valgte ikke at deltage. Det svarer til en fravalgsrate på over 54 procent. PISA-undersøgelser opererer normalt med et mål om minimum 85 procents deltagelse på skoleniveau for at resultaterne anses for repræsentative efter OECD's egne standarder. Danmark er i 2025 langt fra dette mål.
OECD anvender statistisk vægtning ✓
Når skoler eller elever falder fra, justerer OECD's metodologi ved at give de deltagende enheder en højere vægt, hvis de repræsenterer grupper, der ellers ville være underrepræsenterede. Det kan delvist kompensere for frafald — men kun hvis frafaldet er tilfældigt eller forklares af kendte baggrundsvariabler som skolestørrelse, geografi og socioøkonomisk sammensætning.
Problemet opstår, når frafaldet er systematisk — dvs. når de skoler, der siger nej, deler egenskaber der hænger direkte sammen med det, der måles.
Hvad ved vi ikke
Vi kender ikke frafaldsprofilerne ✓~
Det er ikke offentliggjort, hvilke typer skoler der takkede nej. Det er afgørende information. Hvis de fravalgte skoler fordeler sig tilfældigt på tværs af skoletyper, socioøkonomiske profiler og geografi, er problemet begrænset. Hvis de systematisk tilhører én type — fx skoler med mange udfordringer eller skoler med stor administrativ byrde — er problemet langt større.
Uden den information kan vi ikke vurdere, om resultatet er skævt, og i hvilken retning.
Vi ved ikke, om kompensationsvægtningen er tilstrækkelig
OECD's metodologi er robust ved moderate frafaldsrater. Ved en fravalgsrate over 50 procent på skoleniveau er vi i ukendt metodisk territorium. Det er ikke dokumenteret, at vægtningsmodellen kan kompensere fuldt ud under disse betingelser — og OECD har ikke offentliggjort nogen specifik vurdering af, hvad den danske frafaldsrate konkret gør ved resultaternes præcision.
Vi ved ikke, om faldet er større eller mindre end rapporteret
Det er muligt, at resultatet undervurderer problemet. Hvis skoler med de svageste elever i højere grad sagde nej — fx fordi de er mest pressede — vil det trække det målte gennemsnit kunstigt op. Det faktiske fald kan i så fald være endnu større end tallene viser.
Det modsatte er også muligt: at det er velfungerende skoler med overskud og ressourcer, der prioriterer at sige nej til administrative byrder, hvilket ville trække gennemsnittet ned. Vi ved det simpelthen ikke.
Hvad eksperter er uenige om
Er resultaterne brugbare til internationale sammenligninger? ~
Her er der reel uenighed. VIVE og Danmarks Statistik, der begge er involveret i den danske del af undersøgelsen, har ikke offentligt frarådet brugen af resultaterne. OECD har publiceret landenoten for Danmark og inkluderer landet i de internationale sammenligninger.
På den anden side er den metodiske litteratur om surveydesign klar på ét punkt: en fravalgsrate over 50 procent er så høj, at den som udgangspunkt underminerer repræsentativiteten, medmindre der foreligger stærk dokumentation for, at frafaldet er ikke-systematisk. Den dokumentation er ikke fremlagt offentligt.
Det er et legitimt fagligt spørgsmål, om Danmark burde have en asterisk ved sine resultater i de internationale tabeller — en markering af, at tallene er behæftet med usædvanlig stor usikkerhed.
Er faldende resultater et reelt signal eller metodisk støj? ~
VIVE konkluderer, at faldet er reelt og bekymrende. Det er understøttet af, at faldet ses på tværs af flere målte kompetencer og er konsistent med tendenser fra tidligere undersøgelser.
Men metodisk støj ved høj frafaldsrate kan sagtens bevæge sig i en konstant retning over tid, hvis frafaldsprofilerne er stabile. Det vil se ud som en reel trend, selvom det delvist afspejler, hvem der deltager. Vi har ikke data til at udelukke dette scenarie.
Bør vi bruge PISA til at drive dansk uddannelsespolitik? ⚖
Det er delvist et værdispørgsmål. Nogle forskere og lærere mener, at PISA-fokus forvrænger undervisningen mod det målbare og skaber et snævert syn på, hvad god uddannelse er. Andre mener, at internationale sammenligninger er uundværlige for at identificere, om det går fremad eller tilbage.
Det er en legitim politisk og faglig debat. Men den debat bør ikke forhindre den mere tekniske: at PISA kun er nyttigt som politisk redskab, hvis de metodiske forudsætninger er opfyldt.
Konklusion
Tre ting er sikre, og de bør holdes adskilt:
Først: Danske elevers resultater falder. Det viser PISA 2025, og VIVE's analyse bekræfter tendensen. Det er en reel og bekymrende udvikling, som bør tages alvorligt.
Dernæst: Den historisk høje fravalgsrate — over halvdelen af de udvalgte skoler — rejser berettiget tvivl om, præcis hvor store tallene er og om de er direkte sammenlignelige med andre landes tal. Det er ikke det samme som at sige, at resultaterne er forkerte. Det er at sige, at usikkerheden er større end normalt.
Endelig: Vi mangler den information, der ville gøre os i stand til at vurdere, om frafaldet er systematisk eller tilfældigt. Det er en mangel, som bør adresseres — af OECD, af VIVE og af Danmarks Statistik — inden resultaterne ukritisk bruges som grundlag for store politiske beslutninger om dansk skole.
At falde i PISA er slemt. At falde i PISA og ikke vide, om vi måler det rigtigt, er potentielt endnu mere problematisk — fordi det risikerer at føre til politiske svar på et spørgsmål, vi ikke fuldt ud forstår.