AI-boomet driver en massiv vækst i chip-produktion og datacentre, som begge er afhængige af PFAS — men hvad siger forskningen om eksponeringsrisici i disse specifikke produktionskæder?
Det politiske spørgsmål
Kunstig intelligens præsenteres ofte som en ren og usynlig teknologi — noget der foregår i skyen, langt fra vores hverdag. Men bag hvert AI-system ligger fysisk infrastruktur: mikrochips fremstillet i fabrikker med kemikalier, og datacentre der køler servere med stoffer, vi endnu ikke fuldt ud forstår konsekvenserne af.
PFAS — perfluoralkylstoffer og polyfluoralkylstoffer, også kaldet evighedskemikalier — er en gruppe på over 10.000 kemiske forbindelser, som ikke nedbrydes i naturen. De har i årevis figureret i den politiske debat i forbindelse med militære brandøvelsespladser og Teflon-pander. Nu rejser AI-boomet et nyt spørgsmål: Er den digitale infrastruktur ved at blive en systematisk kilde til PFAS-forurening — og hvem bærer risikoen?
Det er et spørgsmål med reel empirisk substans, og det mangler en samlet dansk behandling.
Det empiriske spørgsmål bag
To led i AI-infrastrukturen er særligt relevante:
Chip-produktion: Fremstilling af halvledere kræver PFAS i en lang række processer — fra rensning af overflader til fotolitografi (den proces, der "trykker" kredsløb på silicium) og kemisk-mekanisk polering. Mange af disse processer er svære at erstatte med PFAS-frie alternativer uden at gå på kompromis med præcision og udbytte.
Datacentre: Her bruges PFAS-baserede kølevæsker — såkaldt nedsænkningskøling (immersion cooling) — til at styre varmen fra tæt pakkede servere. Jo mere computerkraft, jo mere varme, og jo større incitament til at anvende disse effektive, men persistente stoffer.
Det centrale empiriske spørgsmål er: Hvad ved vi faktisk om mængder, eksponeringsruter og sundhedsrisici i netop disse produktionskæder — og ikke kun fra den velkendte brandslukningsskum-kontekst?
Hvad ved vi
✓✓ PFAS er udbredt og nødvendigt i halvlederproduktion
Chip-fabrikker bruger PFAS i store mængder. Ifølge Information er PFAS integreret i adskillige trin i halvlederproduktionen, og industrien selv anerkender, at der i dag ikke eksisterer teknisk modne alternativer til alle anvendelser. Det gælder særligt i produktionen af de mest avancerede chips — præcis de chips, som AI-systemer efterspørger.
✓✓ PFAS er dokumenteret skadeligt for menneskers sundhed
Den sundhedsvidenskabelige konsensus er klar: PFAS-eksponering er forbundet med øget risiko for visse kræftformer, hormonforstyrrelser, immunsvækkelse og påvirkning af fostres udvikling. Dette er ikke omtvistet i den videnskabelige litteratur.
✓ AI-boomet øger den absolutte efterspørgsel på PFAS-intensive komponenter
Væksten i AI-kapacitet kræver stadigt flere og mere avancerede chips samt mere datakraft. Eftersom chip-produktion og datacenter-køling begge er PFAS-intensive, indebærer vækst i AI-infrastruktur — alt andet lige — en vækst i PFAS-forbrug. Information dokumenterer denne sammenhæng direkte: AI følger flere farlige evighedskemikalier.
✓ EU arbejder på et bredt PFAS-forbud, men med undtagelser
Europa-Kommissionen har signaleret, at den vil følge op på Det Europæiske Kemikalieagenturs (ECHA) arbejde med et samlet PFAS-forbud. Den danske EU-repræsentation skriver, at Kommissionen vil "skabe lovgivningsmæssig klarhed" og støtter "en omstilling, hvor man går væk fra evighedsstoffer." Men teknologiindustrien har lobbyeret kraftigt for undtagelser til kritiske anvendelser — herunder halvlederproduktion — og det er sandsynligt, at sådanne undtagelser vil indgå i den endelige regulering.
✓ Arbejdere i chip-fabrikker er i frontlinjen for eksponering
Ansatte i halvlederfabrikker — en industri koncentreret i Taiwan, Sydkorea, USA og i stigende grad Europa — er eksponeret for PFAS via indånding og hudkontakt. Historisk har der været underrapportering af arbejdsmiljørisici i denne sektor.
Hvad ved vi ikke
~ De præcise PFAS-mængder i AI-relateret produktion er ikke offentligt tilgængelige
Chip-producenterne offentliggør ikke detaljerede kemikalieregnskaber. Vi ved, at PFAS bruges — men ikke i hvilke koncentrationer, hvilke specifikke forbindelser, eller i hvilke mængder pr. chip eller pr. datacenter-kapacitetsenhed. Det gør det svært at kvantificere den samlede eksponering, som AI-boomet medfører.
~ Eksponeringsrisici fra datacenter-kølevæsker er underbelyst
Nedsænkningskøling med PFAS-baserede væsker er en relativt ny og hastigt voksende teknologi. Der er endnu ikke et solidt videnskabeligt grundlag for at vurdere, hvad langtidseksponering betyder for teknikere og andre, der arbejder med og ved disse systemer — eller for det grundvand, der potentielt kan blive påvirket ved lækager.
~ Vi kender ikke omfanget af PFAS-udledning fra datacentre i Danmark
Danmark har en voksende datacenter-sektor, ikke mindst som følge af vores grønne energiprofil, der tiltrækker internationale tech-giganter. Men der foreligger ikke systematisk kortlægning af, hvilke kølemedier danske datacentre bruger, eller om PFAS-baserede produkter er i brug.
~ Det er uklart, om PFAS-frie alternativer kan skalere til AI-niveauets krav
Der forskes i PFAS-frie alternativer til både chip-produktion og datacenter-køling, men om disse kan implementeres i den hastighed og det omfang, som AI-boomen kræver, er ikke afklaret. Industrien argumenterer for, at tidslinjer på fem til ti år er realistiske for visse processer — men det er omstridt.
Hvad eksperter er uenige om
⚖ Bør halvlederproduktion undtages fra et PFAS-forbud?
Dette er det centrale reguleringsmæssige stridspunkt. På den ene side argumenterer industrien og visse teknologipolitikere for, at et hårdt forbud uden undtagelser vil skade europæisk og vestlig chip-produktion og dermed forsyningssikkerhed og strategisk autonomi. På den anden side advarer miljø- og sundhedsforskere om, at brede undtagelser vil udhule ethvert forbud og fastholde en systematisk kilde til PFAS-forurening i årtier.
EU-Kommissionen har endnu ikke lagt sig fast på, hvor bredt undtagelsesprincippet skal fortolkes.
~ Er nedsænkningskøling med PFAS-væsker en midlertidig eller permanent teknologi?
Nogle eksperter mener, at PFAS-baserede kølevæsker er en nødvendig bro-teknologi, indtil PFAS-frie alternativer modnes. Andre mener, at industrien aktivt forsinker overgangen ved at fastholde investeringer i PFAS-infrastruktur. Der er ikke konsensus om, hvad der er teknisk muligt inden for hvilken tidshorisont.
~ Hvor stor en risiko udgør arbejdsmiljøeksponering i chip-fabrikker?
Forskning i sundhedseffekter hos halvlederarbejdere er begrænset og vanskeliggøres af, at mange fabrikker ligger i lande med lavere krav til offentliggørelse af arbejdsmiljødata. Der er dokumenteret bekymring, men det epidemiologiske grundlag for at kvantificere risikoen er sparsomt.
Konklusion
AI er ikke en immateriel teknologi. Den er bygget på fysisk infrastruktur, der i dag er dybt afhængig af PFAS — kemikalier, som vi ved er skadelige for mennesker og miljø, og som ikke nedbrydes.
Det er veletableret, at PFAS bruges i halvlederproduktion og i datacenter-køling. Det er understøttet, at AI-boomen øger den absolutte efterspørgsel på disse stoffer. Og det er klart, at EU's kommende regulering vil afgøre, om teknologiindustrien får varige undtagelser fra det forbud, der i øjeblikket er under forberedelse.
Hvad vi ikke ved, er præcis så vigtigt: Vi mangler åbenhed om mængder og forbindelser, vi mangler kortlægning af danske datacentres kemikalieprofiler, og vi mangler stærkere forskning i arbejdsmiljøeffekter i chip-fabrikker.
Det er muligt at elske teknologisk fremgang og stadig kræve, at dens miljø- og sundhedsmæssige fodaftryk kortlægges ærligt. PFAS i AI-infrastruktur er ikke et nicheproblem for specialister — det er et strukturelt spørgsmål om, hvilken pris vi er villige til at lade andre betale for vores digitale vækst.