Ny forskning tyder på, at det er praktisk umuligt at vinde kampen mod PFAS i drikkevandet ved hjælp af rensning alene — men hvad siger evidensen egentlig?
Det korte svar
Rensningsteknologi kan fjerne PFAS fra drikkevand, men det er sandsynligvis umuligt at vinde kampen på den front alene. Så længe PFAS-stofferne fortsætter med at sive ind i grundvandet fra jord, spildevand og luften, vil rensning være som at øse i en lækket båd. Det er den ubehagelige konklusion, som ny forskning peger i retning af — og den udfordrer en central antagelse i dansk vandpolitik.
Det politiske spørgsmål
PFAS — en forkortelse for per- og polyfluorerede alkylstoffer — er en gruppe af tusindvis af syntetiske kemikalier, der bruges i alt fra stegepander og brandslukningsmidler til tekstiler og industriprocesser. De nedbrydes ikke i naturen og ophober sig i jord, vand og levende organismer. Derfor kaldes de også "evighedskemikalier".
I Danmark har PFAS de seneste år ført til lukning af vandboringer, politiske hasteindgreb og milliardinvesteringer i vandforsyningen. Spørgsmålet om, hvem der skal betale, og hvem der bærer ansvaret, er fortsat uafklaret i Folketinget.
Det politisk centrale spørgsmål har lydt: Kan vi rense os ud af problemet? Svaret på det spørgsmål har enorme konsekvenser — for, hvad der er en realistisk strategi, hvad det vil koste, og hvem der skal bære regningen.
Det empiriske spørgsmål bag
Bag den politiske debat gemmer sig et mere præcist videnskabeligt spørgsmål: Er det teknisk og praktisk muligt at rense drikkevand for PFAS i en skala og til en pris, der faktisk løser problemet — eller vil forureningen komme hurtigere, end vi kan rense?
Det er dette spørgsmål, ny forskning nu forsøger at besvare. Og svaret er mere nedslående end mange håbede.
Hvad ved vi
Teknologien virker — men har afgørende begrænsninger ✓✓
Det er veletableret, at visse rensningsteknologier kan fjerne PFAS fra drikkevand. De mest anvendte er aktivt kul (som binder PFAS-molekylerne) og membranfiltrering, herunder omvendt osmose. Begge metoder er dokumenteret effektive under laboratorieforhold og i anlæg i drift.
Men her er det afgørende forbehold: Rensning fjerner PFAS fra det vand, der løber ud af hanen — ikke fra grundvandet, som vandværkerne pumper op. Grundvandet bliver ved med at blive forurenet, så længe der er PFAS i den omgivende jord og det øvre jordlag. Som DTU-professor Henrik Rasmus Andersen påpeger, mangler rensning som en del af en samlet drikkevandsstrategi — men rensning alene er ikke tilstrækkelig.
PFAS-forureningen er massiv og spredt ✓✓
DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi har for Miljøministeriet gennemgået de tilgængelige teknologier til fjernelse af PFAS og pesticider fra drikkevand. Rapporten giver en samlet vurdering af, hvad der teknisk set er muligt — men understreger samtidig, at forureningens omfang og spredning er en central udfordring, som teknologien ikke kan stå alene med.
Vi tester kun for en brøkdel af de relevante stoffer ✓
Et andet grundlæggende problem er, at vi ikke engang ved præcis, hvad der er i vores drikkevand. Som miljøkemiker Jan H. Christensen, professor på Københavns Universitets Institut for Plante- og Miljøvidenskab, forklarer i forbindelse med et nyt KU-spinout, indeholder drikkevandet hundredvis af kemikalier — og i dag tester vi kun for en lille brøkdel af dem. Det er netop derfor, PFAS var "usynligt" i så mange år. Nyere studier understøtter dette billede og viser, at den reelle kemiske kompleksitet i drikkevandet er langt større end hidtil antaget.
Det betyder i praksis, at selv et vandværk med effektiv PFAS-rensning kan have problemer med stoffer, vi ikke engang kigger efter endnu.
Rensning producerer koncentreret affald ✓
Når aktivt kul eller membraner fanger PFAS, forsvinder stofferne ikke — de koncentreres i et restprodukt, der skal håndteres. Bortskaffelse af dette affald er dyrt og teknisk udfordrende, og der er endnu ingen etableret, skalérbar løsning til at destruere PFAS endeligt i stor skala.
Hvad ved vi ikke
Det fulde omfang af forureningen er ukendt. Da vi kun tester for en delmængde af PFAS-stoffer, og da der eksisterer tusindvis af varianter, har vi ikke et præcist billede af, hvor udbredt problemet er i det danske grundvand.
Den langsigtede effektivitet af rensningsanlæg under reelle driftsforhold over mange år er heller ikke fuldt dokumenteret. Aktivt kul mættes og skal skiftes — men intervallerne og omkostningerne varierer med vandets kemiske sammensætning.
Tidshorisont for grundvandsrensning er meget usikker. Selv hvis al ny PFAS-udledning stoppede i dag, ville det tage årtier til århundreder, før grundvandet er renset naturligt. Ingen nuværende teknologi kan rense grundvand i den skala, der ville kræves i Danmark.
Sundhedseffekterne af langtidseksponering for lave koncentrationer af de mange forskellige PFAS-forbindelser er ikke fuldt kortlagt. Grænseværdierne er under løbende revision internationalt, og hvad der i dag anses som et sikkert niveau, kan vise sig at blive strammet yderligere.
Hvad eksperter er uenige om
Er rensning en brugbar kortsigtet løsning? ~
Her er der reel uenighed. Nogle forskere og vandforsyningseksperter argumenterer for, at rensning ved vandværket er den mest pragmatiske løsning her og nu — selv om det ikke er en permanent løsning. Andre advarer mod, at satsning på rensning kan aflede opmærksomhed og ressourcer fra det, der virkelig virker: at stoppe kilderne til forureningen.
DTU-professor Henrik Rasmus Andersen repræsenterer en mellemposition: rensning er nødvendigt som en del af strategien, men det kan ikke stå alene. Den samlede drikkevandsstrategi skal kombinere kildekontrol, overvågning og rensning.
Hvem skal betale? ⚖
Dette er primært et politisk og etisk spørgsmål, ikke et videnskabeligt — men det påvirker, hvilke løsninger der er realistiske. Skal vandforbrugerne betale via vandregningen? Skal staten finansiere oprensning via skatterne? Skal de virksomheder, der har produceret og brugt PFAS, holdes ansvarlige? Der er ikke videnskabelig konsensus om dette, fordi det er et værdispørgsmål om ansvar og fordeling.
Hvor stramme skal grænseværdierne være? ~
EU har indført en samlet grænseværdi for en gruppe af PFAS-forbindelser i drikkevand, men der er løbende diskussion om, hvorvidt denne grænse er tilstrækkelig streng — særligt i lyset af nye studier, der antyder helbredseffekter ved lavere koncentrationer end hidtil antaget. Jo strammere grænseværdierne sættes, jo sværere og dyrere bliver rensningsopgaven.
Konklusion
Forskningen tegner et klart, om end ubehageligt billede: Vi kan rense PFAS ud af drikkevandet ved hanen, men vi kan ikke rense grundvandet rent — og grundvandet bliver ved med at blive forurenet, så længe PFAS-stofferne cirkulerer i miljøet. Rensningsteknologi er en nødvendig, men utilstrækkelig del af svaret.
Hertil kommer, at vi kun tester for en brøkdel af de kemikalier, der faktisk er i vores drikkevand. Vi måler os frem mod et mål, vi ikke kan se tydeligt.
Det ændrer, hvad en ansvarlig vandpolitik bør indeholde. En strategi, der primært satser på rensning ved vandværket, køber tid — men løser ikke problemet. En effektiv strategi kræver også regulering af PFAS-kilder, forbud mod unødvendig PFAS-brug og massiv overvågning af grundvandets tilstand. Det er dyrere og politisk sværere — men det er det, evidensen peger på er nødvendigt.
De tre vigtigste pointer:
- Rensningsteknologi virker, men vinder ikke krigen — grundvandet forurenes fortsat, og rensning ved vandværket behandler symptomer, ikke årsagen. ✓✓
- Vi kender ikke det fulde problem — vi tester kun for en lille del af de kemikalier, der findes i drikkevandet, hvilket giver et falsk billede af sikkerhed. ✓
- En samlet strategi er nødvendig — kildekontrol, regulering og overvågning skal kombineres med rensning, ikke erstattes af den. ✓
Kilder
Forskere knuser drøm om at rense vandet for PFAS: »En ubehagelig sandhed« — Ingeniøren
PFAS og pesticider stiller nye krav til rensningen af Danmarks drikkevand — DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi / Aarhus Universitet
Ny KU-spinout: Vores drikkevand indeholder hundredvis af kemikalier – i dag tester vi kun for en brøkdel — Københavns Universitet
DTU-professor: Der mangler rensning som en del af en samlet drikkevandsstrategi — Danmarks Tekniske Universitet