Hvad ved vi om mange versus få venskaber og trivsel?

Forskningen viser, at hverken et stort netværk eller en enkelt fortrolig er nok alene — velvære hænger sammen med at have begge dele.

Det politiske spørgsmål

Ensomhed er rykket op på den politiske dagsorden i Danmark. Stigende andele af unge rapporterer om ensomhed, og ældre er en klassisk risikogruppe. Kommuner og staten investerer i ensomhedsindsatser, frivillige organisationer opruster, og sundhedsmyndigheder fremhæver sociale relationer som en af de stærkeste forudsigere for lang og sund levetid.

Men hvad skal indsatserne egentlig sigte efter? Skal vi hjælpe folk til at få flere venner, eller skal vi hjælpe dem til at få dybere forbindelser med de få, de allerede har? Svaret på det spørgsmål er ikke ligegyldigt — det afgør, hvilke programmer der giver mening, og hvilke råd vi giver hinanden.

Her er forskningen faktisk begyndt at give et klarere svar.

Det empiriske spørgsmål bag

Det lyder enkelt: Er det bedst at have mange venner eller få tætte? Men spørgsmålet rummer mindst tre separate dimensioner, som forskningen forsøger at adskille:

Netværksstørrelse — hvor mange mennesker regner du som venner?
Venskabsdybde — hvor fortrolige, støttende og emotionelt nære er dine nære relationer?
Subjektivt velvære — hvor tilfreds er du med dit liv, og hvor ensom føler du dig?

De tre dimensioner hænger sammen, men er ikke det samme. Man kan have hundrede bekendtskaber og føle sig dybt ensom. Man kan have to nære venner og trives fremragende. Og man kan have begge dele — og trives allerbedst. Det er præcis det, nyere forskning peger på.

Hvad ved vi

Sociale relationer er afgørende for helbred og trivsel ✓✓

Det er veletableret, at sociale relationer har stor betydning for både mental og fysisk sundhed. Det gælder på tværs af alder, køn og kulturel baggrund. Svage eller fraværende sociale relationer er forbundet med øget risiko for depression, angst og tidligere død.

Forskning fra SDU's Institut for Folkesundhed viser, at sociale relationers struktur — altså antallet og typen af relationer — og deres funktion — altså hvad relationerne rent faktisk leverer af støtte, fortrolighed og kontakt — er to forskellige ting, som begge har selvstændig betydning for trivsel. En stor omgangskreds beskytter ikke nødvendigvis mod ensomhed, hvis relationerne er overfladiske. Og et lille netværk behøver ikke føre til ensomhed, hvis de få relationer er stærke og funktionelle.

Unge og ensomhed: kvaliteten tæller ✓

En kvalitativ undersøgelse fra VIVE om unges oplevelser af ensomhed viser, at unge ikke primært savner flere venner — de savner rigtige forbindelser. Mange unge beskriver en oplevelse af at være omgivet af mennesker uden at føle sig set eller forstået. Det er altså ikke antallet af sociale kontakter, der er problemet, men oplevelsen af manglende dybde og gensidighed i relationerne.

Samme mønster beskrives i forskning fra SDU's ph.d.-projekt om ensomhed blandt unge: den mest udbredte form for ensomhed blandt unge handler ikke om social isolation i klassisk forstand, men om en følelse af at mangle nære, fortrolige relationer — selv når man deltager aktivt i sociale sammenhænge.

Gymnasieelever: fortrolighed er en nøglefaktor ✓

En rapport om sundhed og trivsel blandt gymnasieelever i perioden 2014-2019 fra SDU viser, at sociale relationer er vigtige for børn, unge og voksnes sundhed, og at unge, der oplever fortrolighed og tæt kontakt med forældre og venner, trives markant bedre. Her peger data altså specifikt på fortrolighed — ikke blot på tilstedeværelsen af sociale kontakter — som en central trivselsfaktor.

Ældre: netværkets struktur og funktion ✓

Rapporten "Ensomhed og svage sociale relationer blandt ældre" fra SDU/SIF sondrer eksplicit mellem strukturelle og funktionelle dimensioner i sociale relationer. Den strukturelle dimension handler om antallet og typen af relationer, mens den funktionelle dimension handler om, hvad relationerne indeholder. Rapporten illustrerer, at ældre godt kan have kontakt med familie og naboer — og alligevel opleve ensomhed — hvis den funktionelle dimension mangler: den reelle fortrolighed, den oplevede forståelse og den emotionelle støtte.

Konklusionen fra ny forskning: vi vil helst have begge dele ✓

En nyere undersøgelse omtalt på Videnskab.dk viser, at folk hverken foretrækker kun mange venner eller kun få tætte — de foretrækker begge dele. Når forskere spørger mennesker om deres ideelle sociale liv, ønsker de sig både et bredere socialt netværk at trække på og et kernelag af tætte, fortrolige relationer. Det er ikke et kompromis — det er en konsistent præference på tværs af respondenter.

Det nuancerer en debat, der ofte har kørt i et falsk modsætningsforhold: som om man skulle vælge mellem bredde og dybde i sit sociale liv.

Hvad ved vi ikke

Den kausale pil er svær at fastslå ~

Det meste forskning på området er baseret på tværsnitsdata — øjebliksbilleder af, hvordan folk har det, og hvad slags netværk de har. Det gør det vanskeligt at afgøre, om tætte venskaber skaber trivsel, eller om mennesker, der i forvejen trives godt psykisk, er bedre i stand til at danne og vedligeholde tætte venskaber. Sandsynligvis går påvirkningen begge veje, men den præcise vægtning er ukendt.

Vi ved ikke, hvad der virker bedst som indsats ~

Selv om vi ved, at tætte relationer og et vist netværksomfang begge har betydning, ved vi ikke med sikkerhed, hvilke konkrete indsatser der bedst hjælper dem, der mangler det ene eller det andet. Ensomhedsprogrammer evalueres sjældent stringent nok til, at vi kan sige, hvilke elementer der virker, for hvem og under hvilke betingelser.

Individuelle forskelle er underbelyste ~

Forskningen taler typisk om gennemsnit. Men mennesker er forskellige: nogle trives med et lille og intenst netværk, andre har brug for bredere social kontakt. Introversion, kulturel baggrund, livsfase og personlighed spiller sandsynligvis ind på, hvad der er "nok" for den enkelte. Den individualiserede forståelse af venskabsbehov er stadig begrænset.

Digital kontakt: vi mangler stadig evidens ~

En stor del af unges sociale liv foregår digitalt. Vi ved endnu ikke præcist, i hvilken grad online-relationer kan erstatte eller supplere fysisk nærhed, når det gælder den dybde og fortrolighed, forskningen peger på som afgørende. Forskningen er i gang, men konklusionerne er endnu ikke robuste nok til at give klare svar.

Hvad eksperter er uenige om

Dunbars tal: et reelt loft eller en grov tommelfingerregel? ~

Den britiske antropolog Robin Dunbar er kendt for teorien om, at mennesker kognitivt set maksimalt kan opretholde meningsfulde relationer til omkring 150 personer — og at vi inden for det tal har lag af tættere relationer: en indre kerne på 3-5 nære venner, en næste ring på 10-15 og så videre udad. Teorien er meget citeret og populær i formidling af venskabsforskning.

Men teorien er også omstridt. Kritikere peger på, at Dunbars tal er baseret på sammenligninger med andre primaters hjernestørrelse og sociale gruppers størrelse i jæger-samler-samfund — og at overførslen til moderne menneskers sociale liv er langt mere usikker, end den populariserede udgave antyder. Selve idéen om faste "lag" i vores netværk er heller ikke entydigt bekræftet i empiriske studier af moderne sociale netværk.

Ensomhed som subjektiv oplevelse versus objektiv isolation ⚖

Der er en tilbagevendende diskussion om, hvad ensomhed egentlig er — og dermed om, hvad der tæller som et "godt" socialt liv. Nogle forskere definerer ensomhed primært som et subjektivt misforhold: du er ensom, hvis du oplever et gab mellem de relationer, du har, og dem, du ønsker. Andre lægger mere vægt på objektiv social isolation — altså det faktiske antal og hyppighed af sociale kontakter.

Definitionen er ikke ligegyldig: den bestemmer, hvem vi tæller som ensomme, og hvad vi tror, der hjælper dem. Er ensomhed primært et spørgsmål om perception og forventninger, eller om faktiske sociale strukturer? Her er der ikke konsensus — og svaret har direkte konsekvenser for, hvilke politiske indsatser der giver mest mening.

Er ensomhed et individuelt eller strukturelt problem? ⚖

Nogle forskere og politikere betoner individuelle faktorer: sociale færdigheder, tilknytningsstil, personlighed. Andre peger på strukturelle forhold: urbanisering, arbejdsmarkedets krav om mobilitet, digitaliseringens indflydelse på mødemønstre, eller den grundlæggende måde, vi har indrettet vores byer og boligformer på. De to perspektiver udelukker ikke hinanden, men de prioriterer meget forskellige løsninger — og debatten om, hvad der vejer tungest, er ikke afgjort.

Konklusion

Forskningen giver ikke grønt lys for det simple budskab om, at "et par gode venner er nok" — og den giver heller ikke belæg for at sige, at et stort netværk i sig selv er vejen til trivsel.

Det, vi ved, er:

Dybde i relationer er afgørende. Fortrolighed, gensidig støtte og oplevelsen af at blive set og forstået er stærkt forbundet med trivsel — på tværs af alder og livsfase.
Et vist netværksomfang har også betydning. At have sociale kontakter at trække på i forskellige situationer er ikke uvæsentligt.
Folk foretrækker begge dele — og der er god forskningsmæssig grund til at tage den præference alvorligt frem for at sætte de to op mod hinanden.
Objektiv isolation og subjektiv ensomhed er ikke det samme. Man kan befinde sig i begge situationer, men de kræver ikke nødvendigvis de samme løsninger.

For dem, der arbejder med ensomhedsindsatser — i kommuner, i civilsamfund eller i sundhedsvæsenet — betyder det, at hverken aktivitetskalendere fyldt med overfladiske arrangementer eller eksklusive fokus på at parre folk med en enkelt fortrolig sandsynligvis er tilstrækkelige alene. Det, der ser ud til at virke, er indsatser, der skaber betingelser for, at dybde kan opstå — og som samtidig sikrer, at ingen er helt afskåret fra et socialt fællesskab at deltage i.

Forskningen er ikke færdig. Men retningen er klar nok til at udfordre de enkle løsninger.