Hvor hyppigt rammer perioder uden vind og sol det europæiske elsystem, hvad koster de i prisudsving, og hvilke løsninger har vi til rådighed?
Det politiske spørgsmål
Danmark og resten af Europa har sat kursen mod et elsystem båret af sol og vind. Det er billigt, rent og i stigende grad konkurrencedygtigt. Men systemet har en akilleshæl: hvad sker der, når vinden lægger sig, solen forsvinder bag vinterskyer, og begge dele sker samtidig i dagevis?
Det er ikke et hypotetisk fremtidsscenarie. Det sker hvert år. Den første dunkelflaute i vintersæsonen 2024-25 ramte Europa i november og sendte elpriserne i vejret. Spørgsmålet er ikke, om det vil ske igen — det er, om vi har de rette redskaber til at håndtere det, efterhånden som vedvarende energi udgør en stadig større andel af elforsyningen.
For politikere og systemoperatører handler det om at svare på: Hvor stor en sårbarhed accepterer vi? Hvem betaler for den? Og hvilke investeringer er nødvendige for at holde lyset tændt — bogstaveligt talt?
Det empiriske spørgsmål bag
Bag de politiske diskussioner ligger en række konkrete tekniske og empiriske spørgsmål:
- Hvor hyppigt opstår dunkelflaute, og hvor længe varer episoderne typisk?
- Hvor meget kan elprisen svinge under en dunkelflaute sammenlignet med normale perioder?
- Hvilke teknologier — lagring, backup-kapacitet, transmissionsnet — kan dæmpe udslagene?
- Bliver problemet større i takt med, at vi udfaser kulkraft og kernekraft?
Hvad ved vi
Dunkelflaute er et strukturelt og tilbagevendende fænomen ✓✓
Dunkelflaute er et tysk sammensatord af dunkel (mørke) og flaute (vindstille). Det beskriver perioder, hvor det hverken blæser eller er solskin — typisk om vinteren, hvor højtryk lægger sig over store dele af Europa i dagevis. Under et sådant højtryk er vinden svag, og de korte vinterdage giver minimal solproduktion. Resultatet er, at to af de vigtigste VE-kilder (vedvarende energikilder) falder næsten fuldstændigt bort på samme tid.
Energinet beskriver fænomenet som et velkendt og tilbagevendende træk ved det europæiske vejrsystem. Højtryksperioder om vinteren er ikke usædvanlige — de opstår med jævne mellemrum og kan vare fra et par dage til over en uge.
Priseffekten er markant og hurtig ✓✓
Når vind- og solproduktionen falder, skal systemet hente strøm fra dyrere kilder — typisk gasværker eller import fra lande med anden energimix. Det afspejler sig lynhurtigt i spotpriserne på el. Under den første dunkelflaute i vintersæsonen 2024-25 steg de europæiske elpriser mærkbart, og ifølge Ingeniørens dækning af begivenheden kan effekten mærkes inden for meget kort tid.
Det skyldes elbørsernes konstruktion: prisen sættes time for time ud fra den dyreste kilde, der er nødvendig for at balancere udbud og efterspørgsel. Når billig vind og sol forsvinder, rykker gas — eller i ekstreme tilfælde olie — op som marginalproducent og sætter prisen for alle.
Danmark er særligt eksponeret ✓
Danmark har en af Europas højeste andele af vindkraft i sit elsystem. Det er en styrke det meste af året, men det betyder også, at vi er mere afhængige af netop den kilde, der svigter under en dunkelflaute. Energinet peger på, at problemet vil vokse i takt med, at Danmark og Europa udfaser de fossile back-up-kapaciteter, som i dag fungerer som buffer.
Sammenkoblingen med Europa er en buffer — men ikke en løsning alene ✓
Danmark er via elkabler forbundet til Norge, Sverige, Tyskland og Storbritannien. Det giver mulighed for at importere strøm, når hjemlig produktion er lav. Norsk vandkraft spiller historisk en vigtig rolle som regulerbar kilde, der kan sendes sydpå, når det er vindstille i Danmark og Nordtyskland.
Men en dunkelflaute er som regel et storskalaproblem: højtrykszonerne dækker ofte hele Nordvesteuropa samtidig. Det betyder, at naboerne kæmper med de samme udfordringer, og importmulighederne mindskes netop når behovet er størst.
Brintlagring og batterier er endnu ikke i stor skala ✓
De teknologier, der på sigt kan lagre store mængder energi fra perioder med overskud til perioder med underskud, er fortsat under udrulning. Batterier — især lithium-ion-batterier — er velegnede til kortvarig lagring over timer til et enkelt døgn. De kan dæmpe prisudsving fra en stille eftermiddag til en vindfuld nat, men de er ikke dimensionerede til at dække en dunkelflaute på fem til syv dage.
Brint produceret ved elektrolyse (grøn brint) er den kandidat, der oftest nævnes til sæsonlagring: overskudsstrøm fra sommer og blæsende perioder omdannes til brint, lagres og konverteres tilbage til el om vinteren. Teknologien eksisterer, men er endnu ikke skaleret op til at spille en systemkritisk rolle i det europæiske elsystem.
Gasturbiner og kernekraft er de eneste modne back-up-løsninger i dag ✓✓
De kapaciteter, der i praksis holder systemet stabilt under en dunkelflaute i dag, er primært naturgasfyrede kraftværker. De kan starte hurtigt op, reguleres præcist og levere store mængder strøm. Men de udleder CO₂ og er afhængige af gasimport — en sårbarhed der blev eksponeret brutalt under energikrisen i 2022.
Kernekraft giver baseloadkraft (konstant grundlastproduktion uafhængig af vejret), men er ikke fleksibelt nok til at agere hurtig back-up. Til gengæld reducerer den den samlede eksponering over for dunkelflaute ved at fylde en del af forsyningen, som ikke afhænger af vind og sol.
Hvad ved vi ikke
Hvor slemme fremtidige dunkelflaute-episoder bliver ~
Klimaforandringer påvirker vejrmønstre. Der er forskning, der peger på, at højtryksperioder om vinteren kan blive mere eller mindre hyppige efterhånden som klimaet ændrer sig — men der er endnu ikke tilstrækkelig konsensus om retningen specifikt for Nordvesteuropa. Vi ved ikke med sikkerhed, om dunkelflaute vil blive et hyppigere eller sjældnere fænomen frem mod 2050.
Hvornår lagringsteknologierne er klar til systemskala
Der er stor usikkerhed om, hvornår — og til hvilken pris — grøn brint og andre former for sæsonlagring kan spille en reel systemrolle. Teknologiernes modenhed, omkostningsudvikling og infrastrukturbehov er genstand for løbende revision.
Den præcise pris for forbrugerne
Spotpriserne er målbare, men den endelige regning for forbrugere og erhvervsliv afhænger af, hvordan prisrisikoen er fordelt via kontrakter, afgifter og subsidiepolitikker. Det varierer betydeligt mellem lande og over tid.
Om transmissionsnettet kan udvides hurtigt nok
Mere og bedre sammenkoblede elnet kan reducere sårbarhed ved at fordele produktion over et større geografisk område. Men kabelprojekter tager mange år at planlægge, godkende og bygge. Vi ved ikke, om udbygningstakten kan matche overgangen til VE.
Hvad eksperter er uenige om
Kernekraftens rolle ⚖
Det er et aktivt politisk og teknisk stridspunkt, om ny kernekraft skal være en del af svaret på dunkelflaute-problemet. Tilhængere argumenterer, at det er den eneste modne, CO₂-frie teknologi, der kan levere vejruafhængig baseload i stor skala. Kritikere peger på høje anlægsomkostninger, lange byggetider og den udfordring, at kernekraft er relativt ufleksibel som back-up, der skal slukkes og tændes hurtigt.
I Danmark har Folketinget nedsat en ekspertkommission, der skal undersøge muligheder for kernekraft i Danmark — et direkte udtryk for, at dette spørgsmål er kommet på den politiske dagsorden delvist som følge af bekymringer om forsyningssikkerhed under netop dunkelflaute-episoder.
Markedsdesign versus regulering ⚖
Bør man lade elpriserne svinge frit under en dunkelflaute — og dermed give markedet incitament til at investere i lagring og back-up — eller bør staten regulere og subsidierede kapacitetsmekanismer (betalinger for at have back-up-kapacitet til rådighed, uanset om den bruges)? Økonomer og energiplanlæggere er uenige om, hvilken tilgang der bedst sikrer forsyningssikkerhed til lavest samfundsøkonomisk omkostning.
Efterspørgselsfleksibilitetens potentiale ~
Nogle eksperter mener, at det ikke er nødvendigt at løse dunkelflaute primært fra udbudssiden. Hvis store forbrugere — industri, varmeanlæg, elbilsopladning — kan skrue ned for forbruget, når produktionen er lav, kan man udjævne udsvingene markant. Andre er mere skeptiske over for, om denne fleksibilitet kan mobiliseres i tilstrækkelig skala og hurtigt nok i praksis.
Konklusion
Dunkelflaute er ikke en fejl i overgangen til vedvarende energi — det er en strukturel egenskab ved vejrafhængige energisystemer. Fænomenet er veldokumenteret, tilbagevendende og slår typisk ned over store dele af Europa på én gang, hvilket begrænser muligheden for at løse problemet ved simpel import.
Det centrale tekniske svar er en kombination: mere transmissionskapacitet, udrulning af lagringsteknologier, fleksibelt elforbrug og en form for vejruafhængig back-up-kapacitet. Hvilken kombination der er den rigtige, og hvem der betaler for den, er imidlertid et åbent politisk og økonomisk spørgsmål.
Det vi ved med sikkerhed: jo højere andel af vores el der kommer fra vind og sol, desto mere presserende er det at have svar på dette spørgsmål — og jo dyrere bliver det at lade være.