Hvad ved vi om AI-chatbots og politisk misinformation?

Chatbots som ChatGPT og Gemini giver dokumenteret forkerte og partiske svar om valg og demokrati — men hvor stor er den reelle risiko for millioner af vælgere?

Det politiske spørgsmål

Kunstig intelligens er ikke længere et nicheværktøj for teknologientusiaster. Chatbots som ChatGPT, Copilot og Gemini bruges af millioner af mennesker til at søge information om alt fra madopskrifter til politik. Og netop politik er problemet.

Når vælgere spørger en chatbot om, hvem de skal stemme på, hvornår valglokaler åbner, eller hvad et parti egentlig mener — risikerer de at få et svar, der er forkert, skævt eller direkte vildledende. Med valg i horisonten både i Danmark og internationalt er spørgsmålet presserende: Udgør AI-chatbots en reel trussel mod demokratiet?

Det empiriske spørgsmål bag

Det centrale spørgsmål er ikke, om chatbots kan svare forkert. Det kan de. Det interessante spørgsmål er: Hvor ofte sker det på politiske emner? Er fejlene tilfældige, eller er de systematisk skæve i én retning? Og bruger nok vælgere chatbots til, at det udgør en demokratisk risikofaktor?

Hvad ved vi

Chatbots halluciner om valg — og det sker ikke sjældent ✓✓

Eksperter slog alarm allerede ved de amerikanske midtvejsvalg: AI-systemer havde potentielt vildledt millioner af amerikanere med forkerte oplysninger om valgprocedurer, kandidater og politiske positioner. Fænomenet kaldes "hallucination" (på dansk: hallucinering) — når en AI med selvsikker tone opfinder fakta, der ikke eksisterer.

Det er ikke teori. Det er dokumenteret adfærd hos de mest udbredte chatbots.

Chatbots er ikke neutrale — de favoriserer bestemte partier ✓✓

Forskere fra Københavns Universitet har undersøgt, hvad der sker, når man beder populære chatbots om politisk rådgivning. Konklusionen er klar: ChatGPT og Gemini er ikke neutrale, og de favoriserer bestemte partier, når man spørger dem, hvem man skal stemme på. Det gør dem uegnede som politiske rådgivere.

Skævheden er ikke nødvendigvis bevidst programmeret ind. Den opstår, fordi chatbots er trænet på enorme mængder tekst fra internettet — og det tekstunivers afspejler allerede eksisterende skævheder i, hvilke synspunkter der er overrepræsenterede online.

Resultatet er alligevel problematisk: En teknologi, som mange brugere opfatter som neutral og faktabaseret, leverer i virkeligheden politisk farvet information.

Næsten hver femte dansker har brugt chatbot til valginformation ✓

Problemet er ikke hypotetisk i en dansk kontekst. Forskning fra Syddansk Universitet viser, at næsten hver femte dansker — primært unge — har brugt en chatbot til at få viden om valget, og at fem procent har brugt en chatbot som støtte til at træffe deres valg. Det er ikke en marginalgruppe. Det er en betydelig andel af vælgerkorpset, særligt i de yngre generationer.

SDU har i forbindelse med deres forskning i AI, vælgeradfærd og digitalt demokrati også iværksat direkte undersøgelser af, hvordan vælgere konkret interagerer med AI under valgkampe — et relativt nyt forskningsfelt, som endnu er i sin opbygningsfase.

AI og sociale medier ændrer valgkampen strukturelt ✓

Ifølge SDU ændrer AI og algoritmer grundlæggende den måde, vælgere søger information på. Selv hvis den individuelle chatbot-interaktion ikke altid giver decideret forkert information, forrykker den overordnede tendens noget centralt: Vælgere bevæger sig væk fra redaktionelt filtrerede medier og hen mod systemer, der ikke er underlagt journalistiske normer for kildekritik og faktakontrol.

Hvad ved vi ikke

Der er stadig betydelige huller i den tilgængelige forskning.

Vi ved ikke, om chatbot-fejl faktisk ændrer stemmeadfærd. At en vælger har spurgt en chatbot om valget, og at chatbotten har givet et fejlagtigt svar, er ikke det samme som, at det har påvirket, hvad vedkommende stemte. Kausaliteten — årsag og virkning — er endnu ikke dokumenteret.

Vi ved ikke, om skaden er symmetrisk. Favoriserer chatbots konsekvent ét politisk spektrum frem for et andet, eller varierer det på tværs af systemer, lande og spørgsmålsformuleringer? KU-forskningen peger på systematiske skævheder, men omfanget og retningen er ikke fuldt kortlagt på tværs af alle platforme og alle politiske kontekster.

Vi ved ikke, hvad der virker som modtræk. Skal løsningen være teknisk regulering af selve chatbottene? Mediekompetence (digital literacy) hos brugerne? Lovgivning? Der er ikke evidens for, hvilken tilgang der bedst reducerer risikoen.

Vi ved ikke, om brugen af chatbots til valginformation stiger eller falder over tid. De danske tal fra SDU er et øjebliksbillede. Teknologien udvikler sig hurtigt, og brugsmønstrene kan ændre sig markant fra valg til valg.

Hvad eksperter er uenige om

Er chatbots en ny risiko eller en gammel risiko i ny form? ~

Nogle forskere understreger, at politisk misinformation ikke er et nyt problem — det eksisterede længe før AI. Sociale medier, partisk presse og udenlandsk påvirkning har alle tidligere sat demokratiske processer under pres. Fra dette synspunkt er chatbots blot et nyt redskab i et velkendt problem.

Andre argumenterer, at chatbots er kvalitativt anderledes end tidligere tiders misinformation: De fremstår autoritative og neutrale, de er tilgængelige døgnet rundt, de er personaliserede og interaktive, og de producerer fejlinformation i realtid frem for at sprede eksisterende indhold. Det gør dem potentielt mere farlige, ikke bare mere udbredte.

Skal chatbots afvise politiske spørgsmål? ⚖

Et værdispørgsmål, som eksperter er uenige om, er, hvad chatbottene bør gøre, når brugere stiller politiske spørgsmål.

Én position er, at chatbots bør nægte at svare på spørgsmål som "hvem skal jeg stemme på?" og i stedet henvise til redaktionelle medier eller officielle valgmyndigheder. Det er faktisk, hvad flere virksomheder har valgt at implementere som en nødløsning.

En anden position er, at det er paternalistisk at begrænse borgeres adgang til politisk information — og at løsningen hellere bør være bedre og mere præcise svar frem for slet ingen svar.

En tredje position, som KU-forskerne trækker frem, er, at chatbots i hvert fald ikke bør forsøge at give stemmeanbefalinger, fordi de ikke er i stand til at gøre det neutralt.

Hvem har ansvaret? ⚖

Er det AI-virksomhedernes ansvar at sikre, at deres systemer ikke vildleder vælgere? Er det platformenes? Politikernes via regulering? Eller hviler ansvaret i sidste ende på den enkelte borger som kritisk informationsforbruger?

Her er der hverken forskningsmæssig eller politisk konsensus. EU's AI-forordning (AI Act) indeholder bestemmelser om såkaldte "høj-risiko" AI-systemer, men klassificeringen af chatbots i en valgkontekst er stadig uklar i praksis.

Konklusion

Evidensen peger i én tydelig retning: Populære AI-chatbots giver dokumenteret forkerte og systematisk skæve svar på politiske spørgsmål, og en betydelig andel af danske vælgere — særligt unge — bruger allerede disse systemer til at informere sig om valg.

Det er ikke panik, men det er heller ikke bagatellerbart.

Det vi ved med størst sikkerhed:

Chatbots hallucinerer om valg og demokratiske processer.
De er ikke neutrale og favoriserer bestemte politiske positioner.
Næsten én ud af fem danskere har brugt chatbots til valginformation.

Det vi endnu ikke ved:

Om chatbot-fejl faktisk ændrer, hvad folk stemmer.
Hvad der er det mest effektive modtræk.
Hvordan brugen udvikler sig frem mod kommende valg.

Den demokratiske risiko ved AI-chatbots er reel nok til at tage alvorligt — men vi mangler stadig forskning til at forstå dens fulde omfang. Det er netop derfor, forskningsmiljøer som KU og SDU nu undersøger feltet systematisk. I mellemtiden er det klogt at huske: En chatbot, der svarer selvsikkert, svarer ikke nødvendigvis rigtigt.