Hvad er den faktiske miljørisiko ved at køle datacentre med hundredvis af tons PFAS-holdigt kølemiddel, og er der regler der beskytter os?
Det politiske spørgsmål
Et datacenter i Varde Kommune skal køles med 154 tons af et stof, der under bestemte betingelser kan omdannes til PFAS i miljøet. Kommunen har givet grønt lys. Internationale eksperter har advaret. Og debatten er blusset op om, hvornår hensynet til datakapacitet og erhvervsliv må vige for forsigtighedsprincippet.
Spørgsmålet er ikke kun lokalt. Datacentre skyder op overalt i Danmark, og køling er en af deres største tekniske udfordringer. Hvis PFAS-holdige kølemidler bliver standardløsningen, handler det ikke om ét anlæg i Varde — det handler om en ny, systematisk kilde til PFAS-forurening vi endnu ikke fuldt ud forstår.
Det empiriske spørgsmål bag
Hvad sker der med PFAS, når det bruges som kølemiddel i stor skala? Kan det slippe ud? Hvad er grænseværdierne? Og hvem holder øje?
Det er tre adskilte spørgsmål, og svarene er ikke ens sikre.
Hvad ved vi
Hvad er PFAS, og hvorfor er det relevant her?
PFAS er en samlebetegnelse for mere end 10.000 forskellige per- og polyfluorerede alkylstoffer. De er robuste, varmebestandige og vandafvisende — egenskaber der gør dem attraktive i industrien, herunder til køling af elektronik. Problemet er, at de samme egenskaber gør dem ekstremt svære at nedbryde i naturen. De ophober sig i jord, grundvand og levende organismer. Derfor kaldes de "evighedskemikalier". ✓✓
Det specifikke stof i Varde-datacenteret er ikke PFAS i sin rå form, men et såkaldt fluoreret kølemiddel — nærmere betegnet et stof fra gruppen hydrofluoroethers (HFE) eller lignende fluorerede forbindelser, som industrien markedsfører som "PFAS-frie" eller med reduceret PFAS-profil. Men når disse stoffer nedbrydes i miljøet — enten ved forbrænding, spild eller utætheder — kan de omdannes til trifluoreddikesyre (TFA) og andre kortkædede PFAS-forbindelser, som er mobile i vandmiljøet og ikke nedbrydes yderligere. ✓
Det er dette nedbrydningstrin, der bekymrer eksperterne.
Grænseværdier findes — men er komplekse
Miljøstyrelsen har fastsat grænseværdier for PFAS i det danske miljø. I en oversigt fra november 2024 lister styrelsen 24 specifikke PFAS-forbindelser med tilhørende kemiske identifikationsnumre (CAS-numre) og relative potens-faktorer (RPF), som bruges til at vurdere den samlede sundhedsrisiko ved eksponering for blandinger af PFAS. RPF-systemet gør det muligt at sammenligne og lægge bidrag fra flere stoffer sammen til én risikovurdering.
Der er også fastsat konkrete grænseværdier for PFAS i drikkevand og i jord og grundvand — disse fremgår af Miljøstyrelsens bilagsmateriale til Folketinget fra 2024. Grænseværdierne for grundvand og drikkevand er meget lave: for summen af 24 udvalgte PFAS gælder en grænseværdi på 0,1 mikrogram per liter. ✓✓
Men: grænseværdierne dækker ikke alle relevante stoffer
Et afgørende problem er, at TFA og visse kortkædede nedbrydningsprodukter af fluorerede kølemidler ikke nødvendigvis er opført på de lister, der reguleres efter. I Miljøstyrelsens svar til Folketinget (spørgsmål 928, 2024-25) bekræftes det, at der eksisterer regulering af erhvervsmæssig PFAS-udledning, men at systemet ikke er udtømmende. Bagatelgrænser og undtagelser eksisterer, og listen over regulerede PFAS-stoffer er ikke komplet i forhold til alle de forbindelser, der kan opstå ved industriel brug og nedbrydning. ✓
154 tons er en stor mængde
For at sætte tallene i perspektiv: de 154 tons kølemiddel i Varde-projektet er en usædvanlig stor mængde i dansk sammenhæng. Selv ved meget lave lækagerater — som industrien typisk angiver til under én procent om året — kan selv et lille spild over tid udgøre en målbar tilføjsel til det lokale miljø, særligt hvis anlægget ligger nær sårbare grundvandsmagasiner. ✓
Hvad ved vi ikke
Her er usikkerheden markant større.
Vi ved ikke præcis, hvad der sker ved store spild
Der foreligger ikke offentliggjorte data for, hvad der konkret sker med 154 tons fluoreret kølemiddel, hvis et anlæg svigter katastrofalt — eksempelvis ved brand, jordskælv eller mekanisk svigt. Branchen har modeller for kontrollerede lækager, men worst-case-scenarier for store anlæg er ikke dokumenteret i de tilgængelige kilder. ~
Vi ved ikke, om de lokale grundvandsforhold er tilstrækkelig vurderet
Varde Kommune forsvarer tilladelsen, men det er uklart, om der er gennemført en specifik risikovurdering af spredning til lokalt grundvand baseret på de faktiske geologiske forhold på stedet. Generelle godkendelsesprocedurer kræver ikke nødvendigvis denne type modellering. ~
Vi ved ikke, om monitering er tilstrækkelig
Selv hvis der er stillet krav om monitorering, er det ikke dokumenteret, at de nuværende grænseværdier og målemetoder er kalibreret til at opdage de specifikke nedbrydningsprodukter, der er relevante for denne type kølemiddel — herunder TFA. ~
Vi ved ikke, hvad den kumulative effekt bliver
Varde er ikke det eneste datacenter i Danmark. Hvis mange anlæg bruger lignende kølemidler, og hvert anlæg bidrag med selv meget lave lækagerate, er det et åbent empirisk spørgsmål, hvad den samlede effekt på det danske vandmiljø vil være over en 20-30-årig periode. ~
Hvad eksperter er uenige om
Der er reel uenighed på flere niveauer:
Er stoffet overhovedet PFAS? ~
Producenter af fluorerede kølemidler argumenterer for, at deres produkter tilhører en ny generation, der er væsentligt mindre skadelige end de klassiske PFAS som PFOA og PFOS. Kritikere — herunder en række miljøkemikere — svarer, at "PFAS-fri" er et markedsføringsbegreb, ikke en videnskabelig betegnelse, og at alle perfluorerede forbindelser potentielt kan give problemer, blot på forskellig tidsskala og via forskellige nedbrydningsveje.
Hvor stort er spredningsrisikoen i praksis? ~
Industrien peger på, at moderne køleanlæg er lukkede systemer med minimal lækage. Miljøorganisationer og en del uafhængige forskere mener, at langtidsrisikoen ved store mængder i tæt bebyggede eller grundvandsrige områder er undervurderet, og at forsigtighedsprincippet bør have forrang, indtil langtidsstudier foreligger.
Er den nuværende regulering tilstrækkelig? ⚖
Her krydses det empiriske og det politiske. Miljøstyrelsen har fastsat grænseværdier, og kommunerne har godkendelseskompetence. Men spørgsmålet om, hvorvidt disse rammer er robuste nok til at håndtere en ny type industriel PFAS-kilde i stor skala, er både et faktaspørgsmål (er rammerne fagligt solide?) og et værdispørgsmål (hvem bærer bevisbyrden — industrien eller myndighederne?).
Konklusion
Vi ved, at fluorerede kølemidler i datacentre kan nedbrydes til PFAS-forbindelser i miljøet. Vi ved, at 154 tons er en stor mængde. Vi ved, at de danske grænseværdier for PFAS i grundvand er meget lave, og at de eksisterende regellister ikke nødvendigvis dækker alle relevante nedbrydningsprodukter.
Vi ved ikke, om den konkrete risikovurdering i Varde er tilstrækkelig. Vi ved ikke, om moniteringen er kalibreret til at opdage de stoffer, der faktisk kan slippe ud. Og vi ved ikke, hvad den kumulative effekt bliver, hvis datacentre med lignende kølekoncepter breder sig i Danmark.
Det er ikke grund til panik — men det er grund til offentlig transparens om tre ting: hvilke stoffer der præcist er tale om, hvilke scenarieanalyser der ligger bag kommunens tilladelse, og hvilken moniteringspligt der gælder løbende.
PFAS-forurening af drikkevand har kostet det danske samfund milliarder at håndtere, efter at kilderne var veletablerede. Det er et argument for at stille spørgsmålene nu — ikke efter.