Oprydning af PFAS-forurening fra militære flyvepladser kan koste fra millioner til milliarder af kroner, men hverken teknologierne eller de juridiske ansvarsforhold er afklarede.
Det politiske spørgsmål
Ved den jyske flyvestation Skrydstrup venter en oprydningsregning, der ifølge Ingeniøren kan lande et sted mellem 22 og 800 millioner kroner. Spændet er ikke en tastefejl — det afspejler den fundamentale usikkerhed, der præger hele feltet. Ingen ved præcist, hvilken teknologi der virker bedst, hvem der i sidste ende skal betale, eller hvor grundigt jorden og grundvandet overhovedet skal renses.
Det stiller Folketinget og Forsvarsministeriet over for et konkret spørgsmål: Hvornår er forurenet jord rent nok? Og hvem bærer regningen, når staten selv er forureneren?
Det empiriske spørgsmål bag
PFAS — forkortelse for per- og polyfluoralkylstoffer — er en gruppe af mere end 10.000 kemiske forbindelser, der siden 1950'erne er blevet brugt i brandslukningsskum af typen AFFF (aqueous film-forming foam). Ved militære flyvepladser har man i årtier brugt dette skum til øvelser og ved nødsituationer. Skummet siver ned i jorden og spreder sig i grundvandet.
Det empiriske kernespørgsmål er tredelt:
- Hvor langt og hurtigt spreder PFAS sig fra en flyvestation til omgivende jord, grundvand og drikkevand?
- Hvilke oprydningsteknologier kan fjerne PFAS effektivt og til hvilken pris?
- Hvilken restkoncentration er acceptabel — og for hvem bestemmer det?
Hvad ved vi
AFFF-skum er en af de bedst kortlagte PFAS-kilder ✓✓
Internationale undersøgelser har konsekvent vist, at brandøvelsespladser ved militære og civile flyvepladser er blandt de mest koncentrerede kendte PFAS-forureningskilder. Det skyldes, at skummet er blevet brugt gentagne gange på de samme steder over årtier, og at PFAS-forbindelserne — særligt PFOS og PFOA — er ekstremt vandopløselige og ikke nedbrydes i naturen. De kaldes derfor "evighedskemikalier."
Forureningen spreder sig vidt ✓✓
PFAS fra flyvepladser bevæger sig med grundvandsstrømme og kan nå drikkevandsboringer langt fra kilden. Forureningsfanen fra en enkelt flyvestation kan strække sig over flere kilometer. Ved Skrydstrup er det netop denne spredning, der gør oprydningsopgaven så omfangsrig og prisen så svær at fastslå.
Oprydning er teknisk mulig, men ingen metode er moden og billig ✓
Der findes i dag flere tekniske tilgange til PFAS-oprydning:
- Pump-and-treat (pumpning og rensning): Grundvandet pumpes op og renses, typisk med aktivt kul eller ionbytning. Metoden er velkendt, men PFAS sidder hårdt i jordens porer og siver løbende ud, så behandlingen kan skulle fortsætte i årtier.
- In situ-behandling (behandling på stedet): Kemikalier eller biologiske processer injiceres direkte i jorden for at nedbryde eller immobilisere PFAS. Metoderne er endnu ikke fuldt afprøvede i stor skala.
- Termisk destruktion: PFAS kan destrueres ved meget høje temperaturer (over 1.000 grader Celsius). Det er effektivt, men dyrt og kræver opgravning af store jordmængder.
- Moniteret naturlig nedbrydning: Man overvåger forureningen uden aktiv indgriben i håb om, at naturlige processer begrænser spredningen. Metoden er omdiskuteret, da PFAS netop ikke nedbrydes naturligt.
Det store prisspænd ved Skrydstrup — 22 til 800 millioner kroner — afspejler præcis dette: valget af metode, oprydningsdybde og det geografiske omfang er endnu ikke fastlagt.
Lovgivningen stiller krav, men er uklar om niveauet ~
Danmark har indført grænseværdier for PFAS i drikkevand i overensstemmelse med EU's drikkevandsdirektiv. For jord og grundvand er billedet mere komplekst. Miljøstyrelsen opererer med jordkvalitetskriterier og afskæringskriterier, men hvornår en forurenet grund er "renset nok" til at påbuddet kan ophæves, er genstand for løbende juridisk afklaring.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har i en afgørelse fra 2024 (MRF 2024.161) præciseret, at et oprydningspåbud som udgangspunkt kræver fuld oprydning — altså ikke blot fjernelse af den farligste del af forureningen, mens resten efterlades. Nævnet bemærkede, at kommunens påbud kun havde givet mulighed for delvis oprydning i tilfælde, hvor det resterende ikke udgjorde en risiko for miljøet, og at der ikke forelå holdepunkter for, at dette var opfyldt. Det sætter en høj juridisk standard for, hvornår en oprydning er tilstrækkelig.
Staten er selv forureneren ✓✓
Ved militære flyvepladser i Danmark er det Forsvaret — og dermed staten — der historisk har stået for brugen af AFFF-skum. Det betyder, at staten i princippet er ansvarlig for oprydningen. Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste (FBE) arbejder allerede med kortlægning og undersøgelser ved flere etablissementer.
Hvad ved vi ikke
Den præcise udbredelse af forureningsfanen er i mange tilfælde endnu ikke fuldt kortlagt. Geologiske forhold — sprækker i kalklag, varierende grundvandsstrømme — gør det svært at forudsige, præcis hvor PFAS-molekylerne bevæger sig hen.
Den samlede nationale regning kendes ikke. Skrydstrup er ét af flere militære anlæg i Danmark, men en samlet opgørelse over alle potentielt forurenede lokaliteter og de tilhørende omkostninger er ikke offentligt tilgængelig.
Hvilken oprydningsteknologi der vil vise sig mest effektiv og omkostningseffektiv på dansk jord og geologi er uafklaret. Mange af de mest lovende destruktionsteknologier befinder sig stadig på pilot- eller demonstrationsstadiet.
De langsigtede sundhedseffekter af de PFAS-niveauer, der aktuelt måles i drikkevand nær forurenede flyvepladser, er ikke fuldt beskrevet. Forskning pågår, og grænseværdierne er blevet skærpet i takt med ny viden — men vi ved endnu ikke, om de nuværende grænseværdier er tilstrækkelige på sigt.
Hvornår — og om — in situ-teknologier kan erstatte de dyrere opgravnings- og pumpemetoder er et åbent forskningsspørgsmål. Omkostningsestimaterne varierer voldsomt afhængigt af, hvilken teknologi man lægger til grund.
Hvad eksperter er uenige om
Oprydningens dybde og ambitionsniveau ~ ⚖
Her mødes et teknisk og et politisk spørgsmål. Nogle eksperter argumenterer for, at fuld oprydning til baggrundsniveauer er teknisk urealistisk og ikke omkostningseffektivt — og at ressourcerne hellere bør bruges på at sikre drikkevandet end på at fjerne den sidste mikrogram PFAS fra dybere jordlag. Andre mener, at en "god nok"-tilgang undervurderer de langsigtede risici og sætter en uhensigtsmæssig præcedens for fremtidige forureningssager.
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse fra 2024 (MRF 2024.161) trækker i retning af fuld oprydning som juridisk udgangspunkt — men fageksperter diskuterer fortsat, om det er realistisk i praksis.
Hvem der bør bære omkostningerne ⚖
Når staten er forureneren og samtidig den myndighed, der fastsætter krav og bevilliger midler til oprydning, opstår en interessekonflikt. Kommuner og vandforsyninger, der har haft merudgifter til rensning, argumenterer for statslig kompensation. Statens svar har hidtil været, at oprydning sker i takt med kortlægning og risikovurdering — en prioriteringsrækkefølge, der i praksis er et politisk valg.
Risikovurderingens grundlag ~
PFAS er ikke én forbindelse, men tusindvis. Toksikologisk forskning fokuserer primært på PFOS og PFOA, mens virkningerne af de mange nyere PFAS-alternativer — som industrien skiftede til, da PFOS og PFOA blev reguleret — er langt dårligere belyst. Eksperter er uenige om, hvorvidt regulering bør ske stof for stof eller som en samlet gruppe.
Konklusion
PFAS-forurening fra militære flyvepladser er et veldokumenteret problem med direkte dansk relevans. Vi ved, at brandøvelsespladser ved flyvepladser er koncentrerede forureningskilder, at PFAS spreder sig vidt i grundvandet, og at oprydning er teknisk mulig — men langsom og dyr.
Det enorme prisspænd ved Skrydstrup (22-800 millioner kroner) er ikke udtryk for sløseri i udredningsarbejdet. Det afspejler en reel faglig usikkerhed om, hvilke teknologier der er modne, og et politisk uafklaret spørgsmål om, hvor grundigt oprydningen skal være. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse fra 2024 peger på, at den juridiske standard er høj — fuld oprydning er udgangspunktet — men praksis og teknologi halter efter juraen.
Den vigtigste konklusion er måske den mest ubehagelige: Danmark har sandsynligvis ikke ét PFAS-problem ved én flyvestation. Vi har et nationalt oprydningsprogram i vente, og vi kender endnu ikke den samlede regning.